De to bilmastodonter Volkswagen og Ford vil droppe noget af deres rivalisering og gå sammen i en alliance om at bygge pickup-trucks og varebiler.

Det bekræfter selskaberne tirsdag i en pressemeddelelse, efter at Reuters i sidste uge kunne berette, at offentliggørelsen af en ny alliance var under opsejling.

»Alliancen vil blive en hjørnesten i vores vej mod at forbedre konkurrenceevnen,« siger Volkswagens topdirektør, Herbert Diess, ifølge Bloomberg News.

De første pickup-trucks fra den nye alliance planlægges leveret i 2022, lyder det fra bilproducenterne.

Volkswagen og Ford vil også udforske mulighederne for et potentielt samarbejde om elektriske og selvkørende fartøjer samt andre mobile tjenester.

/ritzau/FINANS