Volkswagen: Dieselgate kan koste 149 mia. kr.

Volkswagen Group of America's topchef, Michael Horn. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHIP SOMODEVILLA

Volkswagen-skandalen kan ende med at koste den tyske bilmastodont over 20 mia. euro svarende til 149 mia. kr.

Det vurderer analytikere hos finanshuset Bernstein, ifølge Bloomberg News.

Finanshuset vurderer i sine beregninger, at selskabet skal af med 7 mia. dollar i forbindelse med omkostninger til tilbagekøb alene i USA. Desuden regner Bernstein med, at Volkswagen får tildelt en bøde på 7,4 mia. dollar af den amerikanske EPA-myndighed, der beskytter miljøet.

Dertil regner finanshuset, at selskabet skal af med 2 mia. dollar til andre bøder og omkostninger og 4 mia. euro til europæiske tilbagetrækninger. Oveni det venter finanshuset også, at den tyske bilproducent får udgifter til tilbagekald andre steder i verden.