Nogle af de største brands i USA modtager nu opfordringer til at boykotte Twitter, hvis den kommende ejer, Elon Musk, slækker på Twitters modereringspolitik over for ting som hadtale og disinformation.
Det skriver CNN.
26 civilsamfundsorganisationer lægger i et kollektivt brev til annoncører som Coca-Cola, Disney, Apple og HBO pres på virksomhederne.
»Som topannoncører på Twitter risikerer jeres brand at forbindes med en platform, der forstærker had, ekstremisme, misinformation om sundhed og konspirationsteoretikere,« skriver de i brevet:
»Jeres annoncekroner kan enten finansiere Musks forfængelighedsprojekt eller holde ham til ansvar.«
Elon Musk, verdens rigeste person, havde allerede inden hans køb af Twitter til 44 milliarder dollar ytret, at han havde problemer med Twitters reguleringspolitik, som han mener hæmmer ytringsfriheden.
Efter købet har den selverklærede »ytringsfrihedsabsolutist« tweetet, at det bør være et mål for Twitter at være et sted, hvor både den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj er lige utilfredse med modereringen.
Budskaberne huer mildt sagt ikke organisationerne.
»Musk vil køre sikkerhedsforanstaltningerne over og give en megafon til ekstremister, der spreder disinformation, had og chikane. Under dække af ytringsfrihed vil hans vision forstumme og bringe marginaliserede i fare samfund og flå i demokratiets flossede struktur,« skriver de i brevet.
Organisationerne tæller blandt flere Media Matter for America, Black Lives Matter Global Network Foundation, Accountable Tech og Religious Coalition for Reproductive Choice.
»Sollys er det bedste desinfektionsmiddel«
Elon Musk, der sjældent er bleg for at bruge sin Twitter-konto, har i et opslag kommenteret artiklen fra CNN og opfordringen fra organisationerne.
»Hvem finansierer disse organisationer, der vil styre din adgang til information? Lad os undersøge det,« skriver han og tilføjer:
»Sollys er det bedste desinfektionsmiddel.«
Direktøren i Media Matter for America, Angelo Carusone, siger til CNN, at de vil have virksomhederne til at indgå fremtidens annonceaftaler på betingelsen, at de kan rive kontrakten over, hvis Elon Musk ruller reguleringen tilbage.
I brevet skriver organisationerne også, at det bør være et krav til Twitter, at det sociale medie ikke ophæver karantænerne for personer, der er blevet bandlyst fra platformen. Det ville blandt andre gælde den forrige amerikanske præsident, Donald Trump, der nu er udelukket fra Twitter.
Ifølge CNN har Twitters ledelse mandag oplyst sine annoncører, at der ikke er planer om at ændre på reguleringspolitikken.
Men Twitter ved ikke, »hvilke ændringer Elon Musk kan indføre«, efter salget er fuldendt, skrev de videre.
Det har længe været åbenlyst, at hvis det står helt og alene til Elon Musk, kommer Twitter til at tilbagerulle en række foranstaltninger, der skærmer det sociale medie fra hadtale, dis- og misinformation.
Kan sælge Twitter om få år
Elon Musk gav i forbindelse med købet givet udtryk for, at Twitter havde et problem med at tjene penge. Han har dog også sagt, at han er ligeglad med, hvorvidt han selv profiterer på milliardhandlen.
For nylig har The Wall Street Journal dog berettet, at Elon Musk kan finde på at re-børsnotere Twitter inden for få år. Det skriver mediet, efter at have talt med folk tæt på sagen.
Elon Musk er efter sigende i dialog med flere kapitalfonde, der kan hjælpe ham med at finansiere de 21 milliarder dollar, han selv har sagt, han vil skaffe til opkøbet. De resterende 23 milliarder kommer fra lån.
Derfor, skriver WSJ, kan Musks budskab om at sælge Twitter igen om nogle år være en måde at få kapitalfonde med ombord, hvis de kan se en mulighed for potentielt at tjene penge på købet inden for få år.