Vivino-grundlægger skulle slippe livsværket: Nu er han tvunget tilbage

Færingen bag Vivino er kommet på en uventet mission, efter at bestyrelsen har bedt ham tage over for afskediget topchef.

Heini Zachariassen stiftede Vivino i 2009 og inden da virksomheden BullGuard, som udvikler antivirusprogrammer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Anthony Nielsen

Heini Zachariassen tilhører en særlig type af erhvervsfolk. Han har skabt sin egen forretning – og det mere end én gang.

Foruden vinappen Vivino, der må betegnes som den største succes, har Heini Zachariassen været med til at stifte IT-firmaet Experience, ligesom han var at finde i IT-virksomheden BullGuard fra den spæde begyndelse.

De fleste, der har beskæftiget sig bare en my med iværksætteri, ved, at det er en kæmpe opgave at få en virksomhed på benene. At gøre det flere gange udløser pr. automatik respekt blandt kollegerne i erhvervslivet.

Om motivation for at stifte egne virksomheder og få dem til at vokse sagde Heini Zachariassen i 2017 til Berlingske:

»Det er sjovt at bygge noget. Det er sjovt at lege med Lego, men mest for at bygge noget. Når det er gjort, gider jeg ikke mere.«

Det var netop dette scenarie, der forrige år skulle udspille sig for Vivino-stifteren.

Efter dag efter dag at have cyklet de 25 kilometer fra San Franciscos pulserende forretningsliv i det finansielle distrikt til familiens private bolig nord for byen med tankerne kredsende om afgørende beslutninger i sit livsværk, var det slut.

Stifteren, der havde været med siden 2010, hvor virksomheden blev etableret sammen med Theis Søndergaard, skulle overlade posten til en ny topchef, den tidligere Ebay-direktør Chris Tsalaksis.

Selv forklarede færingen Heini Zachariassen om den øvelse, at han hele tiden havde vidst, at det skulle ske.

»Din fornemste rolle som founder er i princippet at finde nogle til at erstatte dig selv – nogle, der er bedre end dig selv på alle poster,« forklarede Heini Zachariassen.

Han skulle i stedet være »chief evangelist« for virksomheden. Begrebet er vokset ud af Silicon Valleys californiske muld og beskriver stiftere af virksomheder, der ikke længere er involverede i den daglige drift, men i højere grad er en form for ambassadør for virksomheden.

Her dækkede titlen over, at Heini Zachariassen nu skulle hellige sig at sprede positive budskaber om Vivino samt dyrke vinkonferencer og -messer verden over – og i det hele taget være koblet af den daglige drift.

Nu, godt halvandet år senere, har situationen taget en formentlig uventet drejning for iværksætteren, idet bestyrelsen har bedt ham træde til som midlertidig topchef.

Mens baggrunden for beslutningen er uklar, er det sikkert, at Heini Zachariassens livsværk vokser, og at der er investeret mere end 350 mio. kr. i Vivino.

Med et skarpt mål om at sælge vin for en milliard kroner i 2020 og store underskud i den danske del af selskabet, står selskabet over for nogle afgørende valg om selskabets fremtid. Firmaet har over 35 millioner brugere og kontorer i bl.a. USA og Indien, men pengene strømmer stadig ud af firmaet i Danmark. I de ti år, det danske selskab har eksisteret, er der ikke blevet landet et eneste plus. I 2017 lød underskuddet på 33 mio. kroner, og det voksede i 2018 til 51 mio. kroner.

Den ultimative vision for stifteren er at få en »stor del af det samlede salg af vin på verdensplan«, der beløber sig til rundt regnet 2.000 milliarder kroner – cirka det samme som Danmarks bruttonationalprodukt.

Det afgørende er, om dette kræver endnu mere kapital, eller om tiden er inde til at tjene penge på de mange millioner af brugere, der allerede har fået smag for Vivino.