VisitDenmark: Airbnb tiltrækker anderledes turister

Onlinetjenesten Airbnbs fremmarch i Danmark er en gevinst for alle, mener VisitDenmark. Muligheden for at bo privat hos danskere tiltaler en anden gruppe turister, siger organisationen.

ARKIVFOTO 2015 af Airbnb service Fold sammen
Læs mere
Foto: MARTIN BUREAU

Bo privat og autentisk, oplev en danskers hjem og betal lidt mindre for det hele.

Ovenstående synes at tiltrække stadig flere udenlandske turister, der benytter sig af onlinetjenesten Airbnb, når de skal finde et sted at bo under deres visit i Danmark.

Airbnb formidler kontakt mellem private boligudlejere og lejere, og alene det seneste år er antallet af boligopslag på tjenesten herhjemme steget med 66 procent, skriver Berlingske onsdag.

Det kunne umiddelbart godt lyde som dårligt nyt for hotelbranchen i form af tabte overnatninger, men det er ikke tilfældet, siger VisitDenmark.

Tværtimod er oplevelsen, at Airbnb tiltrækker en helt ny skare af turister, der ellers ikke ville være kommet, fortæller direktør Flemming Bruhn.

»Det er en gruppe af både unge og yngre turister, der gerne vil rejse autentisk. De vil bo i storbyerne, men de gider ikke bo på de flotteste hoteller. Airbnb tillader dem at komme lidt tættere på befolkningen, og så er det for nogen også et billigere alternativ,« siger Flemming Bruhn.

Og det er altså ikke noget, der tager brødet ud af munden på landets hoteller, fortsætter han.

»Tværtimod komplimenterer Airbnb hotelsektoren mere, end det konkurrerer. Turisterne bliver her lidt længere tid, og så sker det jo, at de her turister eksempelvis benytter hotellernes bar eller restauranter,« siger han.

Airbnb har først og fremmest vundet indpas i landets større byer, mens det fortsat skorter på private boligudlejere, når man spejder mod yderområderne. Men faktisk er det i de områder, at konceptet allerførst så dagens lys, påpeger Flemming Bruhn.

»I Danmark har det været unikt, at vi udlejede vores egne sommerhuse. I andre lande har det været feriekomplekser, men herhjemme har man kunnet bo, ligesom danskerne gør, når de er er på ferie. Så på den måde oplever jeg ikke, at yderområderne hænger efter,« siger Flemming Bruhn.

»Airbnb tilbyder noget, vi har manglet i storbyerne,« konstaterer han.

Der foreligger ingen præcise tal for, hvor mange der benytter sig af tjenesten herhjemme, da Airbnb ikke ønsker at offentliggøre de seneste tal. Det vides dog, at 75.000 gæster benyttede sig af muligheden for at bo privat i det første halvår af 2014.