Virtuelt mødested skal kickstarte nye firmaer

Et unikt græsrodsinitiativ er ved at blive et centralt omdrejningspunkt i hovedstadens iværksættermiljø. Det er oprettet, drevet og finansieret af aktørerne selv, og ambitionerne er ikke små.

Jasenko Hadzic og Lærke Ullerup koordinerer den nye virtuelle »kaffeklub« for iværksættere og betegner sig selv som community buildere. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»København kan sagtens matche startup-scenen i Stockholm, og på nogle punkter overgår vi den. Vi er bare ikke gode nok til at fortælle om succeshistorierne.«

Selvsikkerheden fejler ikke noget hos 27-årige Jasenko Hadzic, når han skal sætte en etiket på de københavnske iværksættere. Det gør den heller ikke hos 32-årige Lærke Ullerup. De to udgør de lønnede koordinatorer i iværksætter-græsrodsinitiativet med navnet #cphftw. Selv vil Jasenko Hadzic og Lærke Ullerup helst kalde sig »community builders«, og det er ikke uden årsag. #cphftw, som initiativet ordret hedder, er skabt, drevet af og finansieret af dem, det handler om: iværksætterne på hovedstadens svulmende startup-scene – og ikke bare de to koordinatorer.

Men hvad end Jasenko Hadzic og Lærke Ullerups officielle titler er, er de en del af miljøet af samme årsag som de øvrige aktører. Det handler om passion og et brændende ønske om at skubbe endnu mere gang i hovedstadens iværksætterscene.

»Én af de måder, vi kan gøre det på, er ved at skabe opmærksomhed omkring, hvor mange nye initiativer der er derude. Der er masser af spændende projekter, virksomheder, mennesker og succeshistorier. Problemet har nogle gange været, at miljøet har været for fragmenteret, og folk har ikke talt nok sammen. Det er #cphftw i gang med at gøre noget ved,« siger Jasenko Hadzic.

Iværksætterne betalte selv

Initiativet har lidt over et år på bagen. Det blev grundlagt til et møde, hvor en lille kerne af mennesker i det københavnske iværksættermiljø kaldte venner, kolleger og konkurrenter sammen til en kaffesnak. Her blev ideen dannet, og det udviklede sig kort tid efter til initiativet, der fik sit særegne navn fra sin Twitter-betegnelse: Hashtag Copenhagen For The Win.

 

Allerede fra begyndelsen af stod det klart, at #cphftw skulle være bygget af startup-miljøet og for startup-miljøet. Pengene til konceptet kom fra iværksætternes egne lommer. I løbet af kort tid var der rejst over 800.000 kroner fra 86 medlemsvirksomheder, og det gav luft til, at der kunne ansættes to community builders, Jasenko Hadzic og Lærke Ullerup – førstnævnte på fuldtid og sidstnævnte på deltid.

Det har medført, at græsrodsinitiativet i dag har fået hjemmesiden cphftw.dk op at stå. Her kan man få overblik over aktører, der er en omfangsrig jobbørs, og så er der adgang til en fyldig kalender, der samler op på alle de events, inspirationsaftener og lignende, der er. Og dem er der mange af. Derudover kan man se, hvornår #cphftw selv arrangerer ting. Som eksempelvis inspirationsture til den anden side af Øresund, hvor både iværksættere og potentielle investorer får mulighed for at tale sammen.

Så den ene side af græsrodsinitiativet er vendt mod stifterne, der er alle virksomhederne bag initiativet, og andre, som er interesseret i miljøet. Lærke Ullerup understreger, at det er helt centralt for #cphftw at være den lim, der holder startup-miljøet sammen, og som sørger for, at erfaringsudveksling ikke bare bliver et buzzword – men også noget konkret.

Hun peger også på, at den udadvendte funktion i initiativet har en effekt, og det er en selvforstærkende en af slagsen.

»Vi vil gerne tale med én fælles stemme, for det betyder, at vi lettere bliver hørt. Men én ting er at tale med mere vægt, en anden er at tale via én kanal. Det betyder, at interesserede, magthavere eller medier ved, hvor de kan gå hen,« siger Lærke Ullerup og tilføjer:

»Vi kan skabe en selvforstærkende effekt, der gør #cphftw til et centralt omdrejningspunkt i det københavnske startup-miljø og dermed giver de enkelte startups en højere og tydeligere stemme.«

Jasenko Hadzic påpeger, at det også handler om at gøre udenlandske aktører opmærksomme på styrkerne på den danske hovedstads iværksætterscene.

»Vi har i Danmark ikke været gode nok til at gøre udlandet opmærksom på, hvor vi står, og hvad vi kan. Der er masser af succeshistorier, men når jeg taler med udlændinge, der ikke har hørt, at virksomheder som Just Eat eller Zendesk er begyndt i Danmark, er der noget galt. Så har vi ikke været gode nok til at fortælle historierne,« siger han med henvisning til de to danskudviklede koncepter, der i dag er henholdsvis børsnoteret i USA og solgt til investorer i Storbritannien.

Udlandet er interesseret

Når det er sagt, er begge blevet bevidste om, at nyheder fra det københavnske startup-miljø i dag kan tiltrække sig opmærksomhed i andre iværksætter-hubs som Stockholm, Helsinki og Berlin. Det viste stiftelsen af græsrodsinitiativet, fortæller Lærke Ullerup.

»Da vi gik i luften for omtrent et år siden, fik vi mange positive tilkendegivelser og ikke bare fra miljøet herhjemme. Det gav genklang i andre europæiske byer. Det viser, at folk holder øje med, hvad der sker på startup-scenen i Danmark, og dét, at der bliver skabt et stærkt og selvfinansieret community i en by, er ikke set før,« siger hun og tilføjer:

»Vi kan noget, andre ikke kan. Sådanne tilbagemeldinger er en indikation af, at nogle holder øje med København.«

I det hele taget mener de to community builders, at der er for stort fokus på, hvad man ikke kan og ikke, hvad der beviseligt lader sig gøre.

En sejtrækker er i den forbindelse debatten om funding eller mangel på samme, som Jasenko Hadzic ser komme op til overfladen igen og igen. Han kan ikke altid genkende det billede af, at Danmark skulle være en knastør ørken, når det kommer til mulighederne for pengeregn.

»Der er selvfølgelig ting, der kunne være bedre. Det burde være nemmere at få udenlandske specialister til Danmark for at arbejde, og det ville selvfølgelig gavne iværksættermiljøet, hvis der var flere risikovillige investorpenge til rådighed. Kigger man rundt i Europa, klarer København sig relativt godt på det område,« siger han og tilføjer:

»Tag for eksempel til London. Her er de samlede startup-investeringer inden for IT for 2014 fem-seks gange højere, end de er i Danmark. Her skal vi dog huske, at London er et af verdens finansielle centrummer, hvilket også afspejles i de samlede investeringer inden for IT. Samlet set halter vi bagud i Danmark, men alt i alt synes jeg, at vi skal være positive over udviklingen. Vi har kun set en lille del af det, der venter forude.«

Optimismen fejler ikke noget hos Jasenko Hadzic og Lærke Ullerup. Det gør den heller ikke hos virksomhederne bag #cphftw.

Torsdag gav en stor del af stifterne sig en friaften og mødtes virksomheden Plandays lokaler på Njalsgade i København, hvor de fejrede sig selv og det faktum, at der officielt er oprettet en fond, der fremover ejer fællesskabet, og som skal sørge for, at der også den kommende tid bliver brugt tid, kræfter og midler på det virtuelle iværksætter-hotspot.

Derfor tror de på #cphftw

Martin Ferro-Thomsen, direktør for Conferize.

Hvorfor støtter du cphftw?.

»Jeg har fulgt startup-scenen i ti år og har savnet et organ som det her. Noget der samler vækstlaget og bygger bro til resten af Danmark, og som kan lukke det gab, der er mellem det officielle Danmark og deres støtteinitiativer og så startup-økosystemet. Hvis man har et talerør, der kan fortælle de gode historier til udlandet, kommer investeringerne også den anden vej. Det er allerede ved at ske nu. Det skal vi skabe mere af, og det vil jeg gerne støtte.«

Christian Lund, medstifter af og direktør i Templafy.

Hvad håber du cphftw kan betyde for startup-scenen?.

»Det et grundlæggende et fantastisk tiltag, der i den grad har sparket gang i miljøet. De har taget initiativ til at få samlet al den energi, der er til stede, og man kan se, det er en succes. Se bare på de events, de afholder. Her møder rigtig mange op. Både folk fra miljøet og andre, der måske har en iværksætter i maven, og som bare har kastet sig ud i det. Det skal vil hjælpe dem med. Derudover har det haft en betydning for, hvilken arbejdskraft vi kan tiltrække som startupere. Folk, der tidligere ville vende sig mod en corporate karriere, er begyndt at søge i vores retning. Den bevægelse er vigtig. »

Peter Oxholm Zigler, partner i Autobutler.

Hvordan vil du beskrive den københavnske startup-scene?.

»I Autobutler har vi været i gang i fem år, og mange flere er kommet på scenen, siden vi startede. Flere tør springe ud i det. Samtidig er vi blevet bedre til at finde den risikovillige kapital, så jeg synes, at der er en pæn strømning nu, og at det ser positivt ud. Det skal vi fortsat støtte. Min ambition er, at København skal på landkortet som et af de bedste startup-steder i verden. Lige nu går det den rigtige retning.«