Violinmageren der satsede helt vildt blåøjet og naivt på, at det nok skulle gå

Uddannelsen er et levn fra fortiden i Danmark, men alligevel holder godt ti violinbyggere sig i live. Det er trods lukning og besparelser af orkestre og en helt essentiel træsort, der er svær at få fat i.

Foto: Keld Navntoft Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Øjnene flakker. For violinerne er ikke bare ét sted, de er alle vegne. Tæt pakket ligger de på reolen. Nogle ligger klar til at få rettet skavankerne på ryggen. Andre hænger på væggen. Og midt i det klassiske virvar står Jens Stenz. Violinbyggeren.

»Kom indenfor,« lyder det med en rolig stemme.

Værkstedet er tavst. Beliggende i en lejlighed på anden sal i hjertet af Aarhus.

Stilhed virker nødvendig for et fag, der har sin helt egen melodi, som kræver detaljerigdom skabt med en særdeles rolig hånd. De små pensler står i samlet flok i små glas. Små bøtter med farvepigmenter står parat sammen med en lille høvl, der ikke fylder mere end ti centimeter. Det eneste, der bryder den larmende stilhed, er, når underboen øver sig på klaverspillet.

»Min far havde en gammel violin, der lå oppe på loftet. Så fandt jeg den engang, hvor halsen var gået af. Jeg har været syv-otte år. Jeg tænkte, at jeg måtte sætte den sammen og lave en guitar eller noget ud af den. Det var dengang med Beatles og Jimi Hendrix. Så jeg limede den sammen og strengede den op, og det gik helt galt. Så blev min far så sur på den, at han smed den på bålet og brændte den.«

Og den episode gjorde ét eller andet ved den unge Jens Stenz. Det var begyndelsen på interessen for det gamle strygeinstrument.

»Der er en frygtelig gammel historie på dem. De violiner, vi spiller på i dag, er jo tit 200-300 år gamle. Jeg blev fascineret af, at man kunne lave noget så smukt med så forholdsvis simple materialer. Selve formgivningen er vanvittig spændende. Og den er der ikke sket særlig meget med de seneste 400 år.«

Uddannelsen er fortid

Hans forældre var ved at »falde døde om«, da de hørte, at han ville på violinbyggerskole. Hans far blev sur, og hans mor blev endnu mere sur.

»De syntes, at det var det mest vanvittige. Jeg kunne ligeså godt flytte til Christiania. Det der med at blive violinbygger var da fuldstændig langhåret. Det kunne jeg da godt have knækket på og være blevet landmand i stedet. Men så tænkte jeg, »nej, nu skal jeg vise, at jeg kan komme ind på den skole«.«

 

Skolen lå i Wales, hvor kun syv blev optaget om året. Den blev senere tvunget til at lukke, da Margaret Thatcher var premierminister. I Danmark lukkede uddannelsen i begyndelsen af 70erne, for når ikke engang én person om året kommer ind i faget, kan man ikke holde en uddannelse kørende.

Men tanken om at arbejde med andet end violiner har ikke strejfet Jens Stenz. Det gjorde det heller ikke, da han besluttede sig for at åbne sin egen biks i 1986, selv om det er en lille branche at træde ind i.

»Jeg satsede helt vildt blåøjet og naivt på, at det skulle nok gå. Der var også den situation, at der var rigtig mange, der tog til København for at få deres violin lavet. Så det tænkte jeg, at man da måtte kunne lave om på.«

Og det gjorde han. I dag er han blandt de godt ti professionelle violinbyggere, der er tilbage i Danmark, hvor omkring fire bygger helt nye violiner. Det dækker behovet, der er i Danmark. Hvor det tidligere var obligatorisk for en skolelærer at kunne finde melodien på violinen, er det i dag noget, der tilhører historiebøgerne.

Men i udlandet er der masser af violinbyggere. Og udlandet præger også branchen herhjemme. Fire af violinbyggerne i København er tyskere. Der er sågar flere tyske byggere i London end engelske.

»Det er svært, for jeg kan jo ikke tage nogen i lære hos mig. De skal til udlandet. Og man kan måske godt forestille sig, at man i fremtiden kan lave et samarbejde med en skole i Tyskland og sige, at vi laver det praktiske her, og så får man alt det teoretiske og prøver dernede,« foreslår Jens Stenz.

»Vi er jo 50 plus i gennemsnitsalder. Ti år mere så begynder vi at trappe ned. Og hvis der ikke kommer nye, dør faget jo ud i Danmark. Men der kommer heldigvis nye ind.«

Førhen var der to gamle firmaer i København, som havde fem-seks medarbejdere hver. Det ene lukkede i slutningen af 80erne, og det andet beskæftiger sig nu udelukkende med handel med fine instrumenter. I dag er der mest enkeltmandsfirmaer, som primært lever af symfoniorkestre rundt om i Danmark. Derfor er det en udfordring, når der kommer besparelser på den front. DR Underholdningsorkesteret er, trods stor debat, lukket, og symfoniorkestret i Aarhus møder besparelser fra kommunen. Det betyder færre kunder til violinbyggeren og bange anelser for fremtiden, hvis det er en tendens, der vil bide sig fast.

Men det er ikke det eneste sted, branchen har fået en anden klang. Tidligere kombinerede man alt inden for violinbyggeriet. Lidt nybygning af violiner, reparationer, køb og salg, sætte hår i buer. Men det bliver mere og mere splittet op. Samtidig er digitaliseringen også et nyt fænomen blandt violinbyggerne.

»Folk køber oftere deres strenge på nettet. Dem tjente vi jo godt på tidligere. Det gav lidt overskud, så vi kunne tage kunder ind og justere klangen og rådgive – det kunne vi gøre gratis. Den goodwill må vi nu lukke ned og tage betaling for. Det skal man vænne folk til,« forklarer Jens Stenz, mens han sidder med udsigt til værktøjet, der hænger sirligt på væggene med tydeligt faste pladser. Høvle i alskens variationer og tykkelsesmålere af forskellige arter.

Og som så mange andre brancher er violinbyggerfaget også tildels ramt af kinesisk konkurrence.

Her bygger de omkring en million violiner om året – til sig selv. Og så laver de en million til eksport.

»Det er dem, de gamle tyske fabrikker er oppe at konkurrere med. Tyskerne er så begyndt at flytte til Kina. Og derude bliver de stadig lavet i hånden, fordi håndkraft er billigere end maskiner. Så der bliver bygget håndlavede violiner i Kina, som så er til musikskoler. Men de bliver jo spyttet ud i lange baner. Så den der individualitet, den får du ikke,« siger Jens Stenz.

Og det er netop det individuelle og unikke, der holder violinbyggeren i gang i dag: »Folk vil gerne have noget helt specielt,« siger han med samme rolige stemme, som på intet tidspunkt ændrer sig.

Håndværk er håndarbejde

Han sidder altid på den samme plads i værkstedet og arbejder. Der, hvor alt bliver lavet i hånden og efter de gamle metoder. Knive, høvle, huljern. For man kan ikke reparere en violin på maskine, fortæller Jens Stenz.

Violinens kvindelige timeglasfigur er skabt af ahorn og gran. Modsat den elegante positur, violinen altid fremstår i, er den skåret ud af en massiv tyk klods. Skåret med huljern og høvlet til, så skallen ender med at være tre millimeter tyk.

Buen, som stryger instrumentet, har strenge af hestehår – halen fra en hingst. Omkring 150 hår, som man kun tæller de første ti gange, er spændt fast i buen.

Gribebrættet er af ibenholt. En sjælden træsort i dag, og det giver udfordringer for violinbyggeren.

»På det punkt har vi problemer med import fra Mauritius, Madagaskar og det meste af Afrika. Der er forbud mod handel med ibenholt, så det er ved at blive svært nu,« fortæller Jens Stenz.

En løsning kan være at finde gamle lagre af ibenholt fra afdøde violinbyggere. Men man skal sikre sig, at træet er certificeret.

»Der er nogle underarter af ibenholt, men det er ikke helt ligeså hårdt som ibenholt. Jeg håber, at man kommer til at genplante – det er tyskerne blandt andet i gang med.«

Ibenholt stiger derfor i pris, hvorimod det er blevet nemmere at få fingre i noget godt ahorntræ i dag end for ti år siden.

Jens Stenz sagde til optagelsesprøven til violinbyggerskolen i Wales, at han ville gøre det til sit erhverv. Han ville leve af det. Og det gør han trods besparelser og vanskeligere forhold end tidligere.

»Jeg ved ikke, hvordan jeg er skruet sammen, men jeg går ikke i panik, hvis der er en lang periode, hvor der ikke sker noget. Jeg bruger ikke en krone på reklamer. Intet. Jeg har nok at lave.«