Vindmølleproducent mister en tredjedel af sin værdi på tre dage

Den tyske vindmølleproducent Nordex fortsætter med at få kurstæsk efter sidste uges nedjustering, der nu har kostet 33,3 pct. af selskabets børsværdi.

Foto: TOBIAS SCHWARZ.
Læs mere
Fold sammen

Nu har også Deutsche Bank meldt sig i koret af kritiske røster efter nedjusteringen, og bankens analytikere stiller sig ligefrem tvivlende over for Nordex-ledelsens evne til at drive et større selskab efter integrationen af Acciona Windpower (AWP).

Nordex' nedjustering kommer blot fire måneder efter, at selskabet kom med foreløbige vækstforventninger efter integrationen af AWP, og Deutsche Bank har regnet sig frem til, at det forventede driftsresultat, EBITDA, for 2018 efter nedjusteringen står til at blive 40 pct. lavere end den første foreløbige prognose fra september 2016.

- Det ser ud som om, at Nordex' ledelse har fejlvurderet vækstmulighederne for sine samlede fælles muligheder med AWP efter fusionen såvel som mulighederne for omkostningsreduktioner og prispres. Det sætter spørgsmålstegn ved dets fremtidige evne til at drive et større selskab, skriver Deutsche Bank i en analyse dateret fredag.

I analysen sænker Deutsche Bank derfor anbefalingen af aktien til "sælg" fra "hold", og kursmålet bliver reduceret med hele 36 pct. fra 22 euro til 14 euro.

Nordex venter for 2017 nu en omsætning på 3,1-3,3 mia. euro og for 2018 en omsætning på 3,4-3,6 mia. euro, skriver Deutsche Bank og sammenholder det med, at Nordex i september i forbindelse med en strategiopdatering estimerede et salg i 2018 på 4,2-4,5 mia. euro.

Nordex aktien faldt torsdag med 16 pct. efter meddelelsen fra selskabet sidst på eftermiddagen, og fredag blev det til et yderligere fald på 19 pct., efter at analytikere på stribe sænkede anbefaling og kursmål for aktien. Mandag ved 11-tiden ligger aktien 2,2 pct. lavere i 13,15 euro, og den er således samlet faldet 33,3 pct. siden torsdagens nyhed.