Vindmølleindustrien ønsker hurtig afklaring om PSO-afgift

Vindmølleindustrien hilser afskaffelsen af PSO-afgiften velkommen og ønsker hurtig afklaring om ny finansieringsmodel.

Foto: Casper Christoffersen. Høring on vindmølle testcenteret i Thy. Jan Hylleberg fra Vindmølleindustrien forklarer Karen Ellemann og de andre politikere hvorfor han mener placeringen i Thy er den eneste rigtige
Læs mere
Fold sammen

I Berlingske tirsdag lægger regeringen op til at afskaffe den omstridte PSO-afgift, der i dag er en hjørnesten i finansieringen af den grønne afgift af dansk energiforsyning.

PSO- afgiften er betales af private og virksomheder over elregningen, og afgiften finansierer i dag støtte til vedvarende energi. Men EU-kommissionen har afgjort, at afgiften er i strid med EU-reglerne, da udenlandske energiproducenter ikke har adgang til støtten fra PSO-afgiften.

»Det er dejligt, at der nu langt om længe kommer et udspil til, hvad det er regeringen gerne vil, og jeg håber på vegne af investorerne, at vi får en så hurtig afklaring som overhovedet muligt, Idet usikkerheden jo koster,« siger Jan Serup Hylleberg, der er administrerende direktør i Vindmølleindustrien

Han peger på, at diskussionen om fremtidens finansiering af støtte til vedvarende energi har skabt usikkerhed i sektoren.

»Udenlandske investorer har haft svært ved at forstå diskussionen. Nogle er kommet i tvivl, om Danmark stadig vil være førende inden for vedvarende energi,« siger Jan Serup Hylleberg, der håber på en langsigtet politisk aftale om finansieringen af fremtidens energipolitik, så investorerne igen kan se, at fremtiden er på plads for de langsigtede energiinvesteringer.

»Jeg håber, at vi hurtigt får en løsning, der ikke slækker på ambitionerne i energiaftalen fra 2012. Og meget gerne allerede inden sommeren,« siger Jan Serup Hylleberg.