Vindmøllefirma klar til at indtage Lindøværftet

Den danske vindmøllevirksomhed Skykon forhandler med skibsværftet om at etablere produktion på en betydelig del af området ved Munkebo.

Læs mere
Fold sammen
Først annoncerede A.P. Møller-Mærsk, at de ville stoppe produktionen på Lindøværftet, når det sidste fartøj i ordrebogen er færdiggjort i 2012. Så vurderede en brancheorganisation for vindmølleindustrien, at værftet ville være oplagt for produktion af de bevingede turbiner, hvorefter både Vestas og Siemens Wind Power afviste idéen. Udmeldingerne har været mange, siden skibsproduktion blev annonceret indstillet, og nu byder jyske vind-milliardærer også ind.

”Vi forhandler lige nu med Odense Staalskibsværft om muligheden for at etablere en produktion på stedet,” siger adm. direktør i Skykon, Jesper Øhlenschlæger, til borsen.dk.

En betydelig del
Jens og Carsten Risvig Pedersen blev milliardærer på salget af vindmøllevirksomheden Nordex og ejer halvdelen af Skykon. Den anden halvdel ejes af direktør Jesper Øhlenschlæger, tidligere ejer af typehusfirmaet M2, og Steffen Thordal.

Virksomheden producerer vindmølletårne og dele til de store maskiners vinger, og har ifølge Jesper Øhlenschlæger planer om at indtage en ”betydelig del” af værftets 1,1 million kvadratmeter.

”Lindøværftet passer godt til os, fordi der er adgang til havet og meget store haller. Møllerne bliver større og større, og det er afgørende, at vi har gode muligheder for at transportere vores produkter derfra,” siger Jesper Øhlenschlæger.

Nye job til fyrede
Med lukningen af Lindøværftet forsvinder en stolt tradition fra Danmark, der har bygget skibe siden 1100-tallet. For omkring 2500 medarbejdere forsvinder jobbet også, men en del af de mennesker kan Skykon gå hen at få brug for, hvis forhandlingerne får et positivt resultat. Hvor mange mennesker, der skal ansættes, tør Jesper Øhlenschlæger dog ikke komme med et bud på.

Der kommer ikke til være uvished omkring situation i lang tid endnu, da direktøren mener, at tidsrammen for forhandlingerne er overskuelig.

”Det er ikke noget, vi lige frem regner med skal vare helt til jul,” siger Jesper Øhlenschlæger til borsen.dk.