Viagra og Botox skaber medicinalgigant

Medicinalgiganterne Pfizer og Allergan fik søndag aften de sidste detaljer på plads i verdens største medicinalfusion. Sammenlægningen af de to selskaber vil skabe en gigant til en samlet værdi på over 2.200 milliarder kroner.

Foto: STAFF. Bestyrelserne i medicinalselskaberne Pfizer og Allergan er klar til at skabe verdens største medicinalkoncern.
Læs mere
Fold sammen

Viagra-fabrikanten Pfizer og Botox-producenten Allergan ventes mandag at offentliggøre en aftale, der slår alle tidligere rekorder for opkøb i medicinalbranchen. Pfizer har de seneste mange uger arbejdet hårdt på at lande handlen, der vil skabe verdens største medicinproducent med en markedsværdi på over 2.200 milliarder kroner.

Financial Times skriver mandag morgen, at de sidste underskifter i den historiske opkøbsaftale blev sat på papir sent søndag aften. Selve handlen har en værdi på rundt regnet 1.050 milliarder kroner, hvilket svarer til lidt mere end den samlede markedsværdi af Novo Nordisk. Kilder tæt på processen siger til Financial Times, at opkøbet vil blive offentliggjort mandag, inden den amerikanske børs åbner.

Pfizers køb af Allergan rummer et ikke uvæsentligt element af skattetænkning. Ved at købe Allergan kan Pfizer slippe meget billigere i skat. Allergans hovedkvarter ligger nemlig i Dublin i Irland, hvor selskabet sidste år betalte en effektiv skatteprocent på 4,8 procent. Til sammenligning betalte Pfizer 25,5 procent i USA.

Pfizers topchef, Ian Reed, lagde i et interview i slutningen af oktober ikke skjul på, at selskabet opererer ud fra et brændende ønske om at slippe billigere i skat. Han mener således, at de amerikanske selskabsskatter har sat selskabet tilbage i forhold til udenlandske rivaler.

»Vi kæmper med en hånd bundet på ryggen. Vi gør, hvad der er nødvendigt for at sikre, at vi fortsat kan innovere,« sagde Ian Reed i oktober til Wall Street Journal.

Den store medicinalfusion har sat yderligere fut i debatten om unddragelse af selskabsskat i USA, hvor præsidentkandidater i både den demokratiske og republikanske lejr vil lave tiltag, der skal sikre, at tendensen med at flytte selskaber ud af landet stopper.