»Vi vinder ikke ved at være gennemsnitlige«

Han bliver kaldt elitær - og det har han det fint med. For elitær er ikke det samme som egoistisk, mener rektoren, der er gået benhårdt efter at føre DTU op i den internationale elite for tekniske universiteter. Et projekt, der at dømme efter universitetets placeringer på internationale ranglister er lykkedes til fulde.

»Det er sjovt, at 22 svedige mænd på en fodboldbane kan tiltrække både aviser, TV og radio, mens DTUs strategi for at sikre grundlaget for Danmarks vækst og velstand - vores kloge hoveder - ikke vækker interesse. Men forskning er nok ikke tilpas underholdende,« siger DTUs rektor Lars Pallesen med slet skjult undren. Foto: Jakob Boserup Fold sammen
Læs mere
Da fem unge forskere i torsdags fik hver en eliteforskerpris på en million kroner af videnskabsministeren, sad rektor Lars Pallesen i sit hjørnekontor på Danmarks Tekniske Universitet og var glad. Ikke så meget for de unge forskeres skyld. Heller ikke fordi han tror, det ændrer dansk forskning fundamentalt. Men fordi han ser det som et godt eksempel på, at det ikke længere er tabu for danskere at tage ordet »elite« i munden - og mene det positivt.

»Det er ikke mange år siden, at ordet elite var meget negativt værdiladet og forbundet med noget meget udansk. Sådan er det heldigvis ikke længere. Jeg tror, det er gået op for den almindelige dansker, at Danmark er i hård international konkurrence, og at vores arbejdspladser og velfærd er afhængige af, at vores vidensvirksomheder har succes. At de er de bedste på deres felt. Altså elite,« siger den 59-årige rektor.

Selv har han aldrig fået ordet galt i halsen. Tværtimod. Da han tiltrådte som rektor for DTU i 2001, var hans fremmeste ambition at gøre DTU til et elite-universitet. Ikke i Danmark. Ikke i Norden. Men i Europa - og verden.

»Da jeg kom til, havde DTU lige fået selveje. Det betød, at vi havde langt friere tøjler til at føre universitetet derhen, hvor vi ville have det. Og vores ambition, som står i vores strategi for 2002, var at gøre DTU til et internationalt førende universitet på det teknisk-naturvidenskabelige område. Jeg kan ikke huske, om vi brugte ordet elite - men det var det, vi mente,« siger Lars Pallesen.

Midlet var og er alliancer med førende universiteter, øget samarbejde med erhvervslivet, videreudvikling og specialisering af uddannelser, satsning på særligt perspektivrige forskningsfelter og øget resultatorienterng, hvilket betyder, at der bliver grebet ind, hvis man ikke leverer de forventede resultater.

DTU som specialbutik

Den elitære strategi udsprang ikke af rektorens personlige ambitioner om at være konge over et af verdens bedste uddannelsessteder for ingeniører.

For som han siger, »en af fordelene ved at være midaldrende er, at man ikke behøver gøre karriere mere«. I stedet udsprang strategien af en simpel filosofi om, hvad det vil sige at drive et universitet; nemlig, at det handler om at maksimere nytten af viden til gavn for landet.

»Hvis skatteborgerne skal have fuld valuta for pengene, så skal DTU ikke være et supermarkedsuniversitet, hvor der er noget på hylderne for enhver smag. Vi skal være en specialbutik, der leverer de bedste ingeniører og forskere til danske virksomheder. Ellers tager virksomhederne bare til udlandet og finder dem. Derfor skal vi ikke have for mange studerende - og slet ikke dem, der ikke har lyst. Eller evner. Jeg plejer at sige, at hvis man ikke er god til matematik i gymnasiet, så skal man ikke komme her. For så bliver det ikke sjovt. Men har man lysten, talentet og fliden, så kan vi til gengæld tilbyde en uddannelse, der kan bringe de studerende helt op i den internationale elite.«

Med en så skarp udmelding skulle man tro, at Pallesen og DTU havde fået kraftige reaktioner, da de i 2002 offentliggjorte strategien for DTUs fremtidige retning. Men reaktionen var larmende tavshed. Ikke mindst i pressen.

»Det er sjovt, at 22 svedige mænd på en fodboldbane kan tiltrække både aviser, TV og radio, mens DTUs strategi for at sikre grundlaget for Danmarks vækst og velstand - vores kloge hoveder - ikke vækker interesse. Men forskning er nok ikke tilpas underholdende,« siger Lars Pallesen med slet skjult undren. Personligt mener han nemlig, at forskning er langt sjovere end bridge, skak og alle quizprogrammerne på TV. Tilsammen.

Nummer 2, nummer 11...

Lars Pallesens elite-strategi er netop gået ind i sit femte leveår. Og foran ham på det ovale mødebord ligger resultaterne af de seneste fem års arbejde for at indfri målene i strategien: En dugfrisk måling fra THES, Times Higher Education Supplement, der rangordner Europas førende tekniske universiteter.

Ud for Technical University of Denmark står der nr. 11. Og i søjlen, der måler hvor og hvor ofte universiteternes forskningsresultater citeres, står der nr. 2.

»Med de nyeste opgørelser er det hævet over enhver diskussion, at vi er et elite-universitet. Vi er ikke nødvendigvis de bedste til det hele, men vi spiller afgjort i samme liga som de helt store - og når man spiller i samme liga, så har man chancen for at indgå samarbejder og alliancer med de bedste universiteter og forskere og dermed blive endnu bedre selv. Det gør mig stolt som en lille dreng. Ganske som, tror jeg, det ville gøre for alle andre, der har været en del af et hold, der har fået succes,« siger Lars Pallesen.

Det hold, der har succes, er netop blevet meget større. Med universitetsfusionen, der ved årsskiftet samlede universiteter og sektorforskning i færre, men større enheder, fik DTU en række nye forskningsområder ind under frakken.

Det drejer sig om Forskningscenter Risø, Danmarks Fødevareforskning, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Rumcenter og Danmarks Transport Forskning. Og det har ikke gjort elitebestræbelserne sværere, mener Lars Pallesen.

»Jeg tror, der ligger en god portion elite-tankegang bag regeringens ønsker om færre og større universiteter. Og jeg må sige, at jeg tager hatten af for regeringens arbejde med at fusionere universiteter og forskningsinstitutioner, for det er mere modigt og visionært, end man normalt ser fra politisk side. Så mangler vi bare, at de bliver lige så modige og visionære, når det drejer sig om at sætte forskningsbevillingerne i vejret. Vi vinder jo ikke ved at være gennemsnitlige. Vi vinder kun, hvis vi er bedst,« siger Lars Pallesen og nævner i en bisætning, at USAs førende tekniske universitet, MIT, har 1.000 flere studerende end DTU. Men ni milliarder kr. mere at gøre godt med. Hvert år.

Solidarisk elite

For ham er en elitære tankegang på ingen måde beslægtet med en egoistisk tankegang.

»Vores dygtigste forskere og studerende gør jo ikke dette for egen vindings skyld. Mange af dem tjener ikke mere, end en dygtig håndværker gør. De gør det, fordi de er tændt af en hellig ild. Det kan jeg også mærke på mig selv. Der ligger en enorm tilfredsstillelse i at arbejde med noget, der er svært - at få lov til at være helt i front og trække på det yderste af sine evner. Og når man så samtidig kan gavne helheden ved at forske og udvikle på et højt niveau, så er vi derhenne, hvor elitismen faktisk er dybt solidarisk. For uden eliten, ingen konkurrencedygtige virksomheder. Ingen konkurrencedygtige virksomheder, ingen arbejdspladser. Ingen arbejdspladser, ingen lønninger. Og ingen lønninger, ingen skattekroner til at betale regningen for vores allesammens velfærd,« siger Lars Pallesen.

Dermed løfter han sløret for sin indre idealist. En idealist, der har sluttet ringen ved at vende tilbage til sit gamle uddannelsessted som rektor. En idealist, der har ført Danmarks Tekniske Universitet op i de luftlag, det ifølge ham skal være i for at gavne studerende, forskere, virksomheder og samfund mest muligt. Og som har tænkt sig at gøre alt, hvad han kan for at gøre DTU endnu bedre.

»Jeg kan blive helt ydmyg ved tanken om, hvor vigtigt det er, det vi laver. Vi er i en konkurrencesituation, der bliver hårdere dag for dag. Vores studerende skal være lige så dygtige som de bedste. Vores professorer skal være mindst lige så gode som i andre lande. Og derfor føler jeg, at jeg som rektor også skal kunne matche de førende universiteters rektorer.«

Gør du det?

»Jeg gør mig i hvert fald umage.«