»Vi vil være verdens største alternative betalingsmulighed«

Fintechvirksomheden ViaBill, der tilbyder løsninger, hvor man kan købe nu og betale senere, gik for fem måneder siden på det amerikanske marked, fordi der ifølge ViaBills direktør er et »gigantisk uudnyttet marked«.

Jan Lytje-Hansen
Jan Lytje-Hansen, der ejer fintechvirksomheden ViaBill, tilbyder »køb nu, betal senere«-løsninger til 5.500 virksomheder placeret i Danmark, Norge og USA. Selskabet åbnede en afdeling i USA for godt fem måneder siden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå!«

Mens sangen om bageren i Nørregade gør det ganske klart, at der skal moneter på bordet, før man kan sætte tænderne i kringle, julekager og sukkersager, er tankegangen en ganske anden hos den danske fintechvirksomhed ViaBill, der tilbyder løsninger, hvor man kan købe nu og betale senere. Efter fire år i Danmark åbnede ViaBill for fem måneder siden kontor i USA.

Virksomheden samarbejder med over 5.500 webbutikker i Danmark, Norge og USA, hvor kunderne kan få lov til at dele betalingen op i fire bidder. Køber man for under 2.000 kroner, kan man gøre det rente- og gebyrfrit, mens man kan få en kassekredit på op til 5.000 kroner mod at betale et gebyr på 49 kroner om måneden, hvilket giver en årlig omkostning i procent (ÅOP) på mellem 10 og 30 procent.

Ifølge direktør i ViaBill Jan Lytje-Hansen er det i dag næsten hver anden danske webshop, der benytter sig af ViaBills tilbud. Derfor er det naturligt at bevæge sig ud på udenlandske markeder.

»Vi valgte at gå på det amerikanske marked, fordi vi oplever, at der er stor efterspørgsel på det, vi tilbyder. På nuværende tidspunkt er der ikke andre, som tilbyder den samme løsning som ViaBill til mindre og mellemstore virksomheder, fordi konkurrenterne kun fokuserer på de store. Vi har et gigantisk uudnyttet markedspotentiale foran os i USA,« siger Jan Lytje-Hansen, direktør i ViaBill.

Ifølge Jan Lytje-Hansen findes der på nuværende tidspunkt kun lignende løsninger i cirka tre procent af de amerikanske webbutikker, og det er primært de resterende 97 procent, som direktøren vil rette sin opmærksomhed mod.

Vækstprogram førte ViaBill til USA

ViaBill lancerede de nuværende produkter for små fem år siden og har frem til april i år primært beskæftiget sig med det danske marked. Der er omkring 100 samarbejder i Norge også, men ellers er det danske webbutikker, der står for en stor del af omsætningen.

Åbningen af kontoret i New York, hvor der er 15 ansatte, sker i forlængelse af ViaBills deltagelse i Nordic Innovations vækstprogram »Nordic Scalers«, der har til formål at støtte nordiske virksomheder i at accelerere deres markeder uden for Norden.

Oprindeligt var der 840 virksomheder med i kapløbet, men efter en evaluering slap syv gennem nåleøjet hos Nordic Innovation, der er er igangsat af Nordisk Ministerråd. En af dem var ViaBill.

Kravet for, at man kan deltage, er blandt andet, at virksomheden har en omsætning på mindst to millioner euro, og at man har genereret indtægter gennem de tre foregående år. Man skal samtidig have haft en vækst på mindst 20 procent gennem de seneste tre år, og virksomhederne, der deltager, skal vurderes til at have et væsentligt potentiale til at vækste i udlandet.

Det er ikke et finansielt fordelagtigt samarbejde, Nordic Innovation tilbyder virksomhederne, der udvælges til at deltage i Nordic Scalers. Derimod handler tilbuddet om vidensdeling, så de deltagende virksomheder kommer bedst muligt fra start på de udenlandske markeder.

For fem måneder siden åbnede Jan Lytje-Hansens ViaBill kontor i New York, og siden da har det amerikanske marked stået for 58 procent af virksomhedens vækst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Verdens største alternative betalingsmulighed

Selv om det er gået over forventning, var det dog ikke uden startvanskeligheder, at ViaBill begav sig ud på det amerikanske marked. Der var nemlig en del af det forarbejde, som virksomheden havde gjort hjemmefra, der viste sig slet ikke at kunne bruges, fordi arbejdsgangene i USA er anderledes.

»Da vi endelig fandt metoden til at komme i dialog med de amerikanske virksomheder, fandt de vores tilbud meget spændende. Men vejen dertil var lidt anderledes, end vi havde regnet med,« siger Jan Lytje-Hansen og fortæller, at aktiviteterne i USA de seneste fem måneder har stået for 58 procent af virksomhedens vækst.

Han forklarer, at man hos ViaBill har baseret sine forventninger til USA på, hvordan det gik i Danmark, da man startede her. Ifølge direktøren har det dog vist sig, at »virksomhederne i USA er mere gunstige, fordi forbrugerne i langt højere grad er åbne over for nye betalingsmuligheder«.

Målet er at være en betalingsmulighed i 40 procent af alle webbutikker i USA, og Jan Lytje-Hansen fortæller, at ambitionen er intet mindre end at blive »verdens største alternative betalingsmulighed«.

Han har et råd, som han gerne vil dele med danske virksomheder, der har lyst til at søge mod andre markeder: Vær fysisk til stede.

»Jeg tror ikke, at man kan komme udenom, at hvis man vil slå igennem på et nyt marked, så er man nødt til at være til stede. Det nytter ikke at tro, at man kan gennemskue nuancerne og forskellene hjemmefra. Det havde vi ikke kunnet gøre. Man skal have fødderne på den lokale jord,« siger Jan Lytje-Hansen.

ViaBill har tidligere været udsat for kritik tilbage i 2018 for sin gebyrpolitik og blev i april 2018 pålagt at betale et ulovligt opkrævet gebyr for for sen betaling tilbage til sine kunder.