»Vi vil have gennemsigtighed«

Man kan konstruere syntetiske produkter med enhver egenskab, hvor forbrugerne kan tjene penge i såvel opadgående som i nedadgående markeder. Men kompleksiteten har gjort det vanskeligt for de fleste af de store banker og forsikringsselskaber at vurdere deres reelle eksponering mod f.eks. det amerikanske subprime-marked.

PÅ MANGE MÅDER LEVER VI i dag i en modsætningsfuld verden. Èn af tendenserne er, at vi som forbrugere sætter mere og mere pris på enkelthed, rene produkter og rene linjer. Vi vil vide, hvor det, vi spiser, kommer fra: Det lille økologiske mejeri eller mikrobryggeriet har i dag gode chancer frem for Arla eller Carlsberg, når det gælder om at få en god pris for sine varer. Dels er det et spørgsmål om sympati, men også om transparens – vi vil have gennemsigtighed.

Men samtidig lever vi i en verden karakteriseret ved stigende kompleksitet. Mange produkter, som vi efterspørger bliver mere avancerede, men også måden de produceres og konstrueres på bliver mere og mere sofistikeret. Det gælder typisk højteknologiske produkter, men også dagligdags forbrugws­goder som fødevarer, medier og transport. Vores leverpostej får sine egenskaber som smag, farve og konsistens justeret ved anvendelse af fødevareingredienser, medierne udvikler sig fra traditionelle distributionsopdelte (aviser, TV, Radio, internet) til integrerede hybrider, hvor »drivet« kommer fra annoncører frem for informationskøbere, og der spekuleres i, om prisen på en flyrejse, en mobiltelefon eller en PC nødvendigvis skal være positiv. Hele denne udvikling øver en meget stærk indflydelse på vores hverdag.Den øgede kompleksitet går imidlertid lodret imod den anden »megatrend«: Transparensen eller gennemsigtigheden.

På de finansielle markeder ser vi det samme modsætningsforhold. Mens EU og forbrugerorganisationer arbejder stærkt for, at der sikres kunderne en øget gennemsigtighed med hensyn til de finansielle produkter som banker, forsikringsselskaber og andre udbydere, er der en tydelig tendens til, at produkterne bliver stadig mere komplekse.

REALKREDITTEN, SOM VI tidligere brystede os af at være enestående med i Danmark, ændres i disse år med indførelsen af de såkaldte CFOer. Aktier, obligationer og pantebreve, som tidligere udgjorde en god del af opsparingen til alderdommen er i stigende omfang blevet erstattet af investeringsbeviser, kollektive pensionsordninger, strukturerede produkter og forskellige gearede investeringsprodukter. Meget af dette kan være udmærket med gode kvaliteter som f.eks. risikospredning og udnyttelse af ekspertviden, men samtidig er hensynet til gennemsigtigheden markant reduceret, herunder ikke mindst forbrugerens mulighed for at identificere omkostningerne. Det gælder for den enkelte og også for hele det finansielle system, hvor det tilsyneladende er vanskeligt at identificere og kvantificere den enkelte finansielle virksomheds risici.

BEGEJSTRINGEN FOR AT konstruere komplekse produkter er nok delvist drevet af faglig stolthed. Men den seneste tid har vist, at kompleksiteten har gjort det vanskeligt for de fleste af de store banker og forsikringsselskaber at vurdere deres reelle eksponering mod f.eks. det amerikanske subprime-marked.

Vi har set Danske Bank blive sat næsten 40 mia. kr. ned i pris siden foråret, hvor subprime-krisen begyndte at ulme. Netop kredit­vurdering anser vi som et af Danske Banks spidskompetence-områder, men især udenlandske investorer synes at kræve sig en stigende risikopræmie for at investere i Danske Bank. Det er et meget synligt bevis for, at den øgede kompleksitet og den reducerede transparens kan koste. Og 40 milliarder kr. er trods alt en ikke uvæsentlig pris.