I disse dage sidder energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) og forhandler om en overgangsordning for vindmøllestøtte. Planen er at give et fastpristillæg i 20 år, og dermed vil skatteyderne give støtte til grøn strøm til i hvert fald 2038. De seneste årtier er milliard efter milliard tilflydt de vedvarende energikilder, og fra flere sider stiller man spørgsmålet: Hvor længe kan det blive ved? Hvornår kan den grønne omstilling stå på egne ben? Svaret er, at der går mange år endnu, men at vi formentlig er ovre det værste.
»Vores vurdering er, at der vil være behov for støtte i hvert fald til 2030-2035 – efter dét er det svært at spå om. Men subsidier i det niveau, som vi betaler nu, er nok et overgangsfænomen. Så selv om støtten skal vare længe endnu, så vil der være tale om nogle meget mindre beløb,« siger Hans Henrik Lindboe, partner i EA Energianalyse.
For ganske få år siden var der begrundet håb om, at den grønne omstilling kunne fortsættes støttefrit inden for en overskuelig årrække. I Energistyrelsens basisfremskrivning fra 2010 var forventningen, at elspotprisen ville krydse 40 øre pr. kilowatttime i 2020 – i et sådant scenarium ville havvindparken Kriegers Flak med udgifter til transmissionskabler næsten kunne klare sig uden støtte. Det virker som en fjern drøm nu, for i stedet for at stige tog elpriserne i årene efter 2010 et næsedyk af dimensioner, hvilket har ført til, at meget få energiformer kan producere energi uden støtte.
Ole Bigum Nielsen, tidl. adm. direktør for Vattenfall Danmark, mener, at de lave elpriser og dermed de lange støtteudsigter bunder i dårlig planlægning af den grønne omstilling.
»I udgangspunktet kan man konstatere, at der er en ubalance mellem udbud og efterspørgsel. Dybest set er der overkapacitet på markedet, som presser priserne relativt meget. Det største problem er, at ingen har taget de store briller på og forsøgt at danne sig et overblik over, hvordan man skulle håndtere al den nye kapacitet. Den øvelse er for mig at se aldrig sket,« siger Ole Bigum Nielsen og peger på det faktum, at flere europæiske lande understøtter fossile kraftværker.
»Og så har man den ejendommelige situation, at man støtter den elproduktion, man gerne vil have ind, samtidig med at man støtter kulfyrede kraftværker.«
Ole Bigum Nielsens synspunkt om kraftværkerne vækker genklang hos Hans Henrik Lindboe.
»Jeg er helt enig. Hvis man vil have kraftværkerne stående til forsyningssikkerhed, så skal det være til det, og så skal de ikke køre ellers. Det er den store fejl i nogle af de europæiske modeller, at kraftværkerne også kører på andre tidspunkter,« siger han.
Ti års efterslæb
Hos Energinet.dk er direktør for elsystemansvar Søren Dupont Kristensen delvist enig i Ole Bigum Nielsen og Hans Henrik Lindboes diagnose af problemerne i dagens elsystemer: At det ikke er ordentligt planlagt, og at der er for mange gamle kraftværker i spil i regionen som helhed.
»I Danmark er tilpasningen sket, vil jeg sige, men jeg deler betragtningen om, at man særligt i de østlige dele af Europa har været for lang tid om at tage kapacitet ud,« siger Søren Dupont Kristensen.
Danmark er en del af et regionalt elmarked, der består af Norge, Sverige og Nordtyskland, men særligt forbindelsen ned til Tyskland har været udfordret, hvilket også har bidraget til, at implementeringen af grøn energi ikke har været så glidende, som den kunne have været.
»For at sige det mildt, så er der på europæisk niveau rum for forbedringer. Det grundlæggende problem i hele vores region er, at tyskerne er kommet bagud med at planlægge og bygge elnet. Det er svært at indhente det, som jeg vil vurdere, er ti års efterslæb,« siger Søren Dupont Kristensen.
Men, påpeger Energinet-direktøren, det er først og fremmest kul- og gaspriserne samt prisen på CO2-kvoter, der fastsætter elprisen, og det er også de fossile brændsler, der skal drive elprisen op igen.
»Og det er vores forventning – men behæftet med betydelig usikkerhed – at priserne vil stige de næste 10-15 år. Hvis vi ser hen omkring 2030, så er en fordobling af den rå markedspris på el ikke urealistisk,« siger Søren Dupont Kristensen, der mener, at dtte kan bidrage til at drive markedsbaserede investeringer i sektoren.
Prisfald fortsætter
En fordobling af elprisen vil gøre de fleste grønne teknologier konkurrencedygtige uden støtte. Hvis det skal ske tidligere end om ti-15 år, er den mest nærtliggende mulighed, at prisen på de grønne teknologier falder yderligere. Tidl. teknisk direktør i Siemens Wind Power Henrik Stiesdal tror, at prisen vil fortsætte med at falde.
»Virkeligheden er, at vindmølleproducenter leverer priser, der var helt utænkelige for 20 år siden, og man tjener stadig gode penge. Der er reelt sket en industrialisering, og ud fra erfaringer fra andre industrier oplever man egentlig aldrig at finde en bund, hvor man bare ikke kan komme længere ned,« siger Henrik Stiesdal.
Prisfaldet er formentlig også særdeles nødvendigt. I futuremarkedet tegner elprisen ikke til at overstige 25 øre per kilowatttime de næste ti år, mens de billigste opsatte landvindmøller i dag har brug for en pris på 35 per kilowatttime for at kunne producere støttefrit.