»Vi klarer os fint uden for bankunionen«

Danmark skal foreløbig holde sig væk fra bankunionen, mener Jyske Bank-direktør Anders Dam, der peger på, at vi selv klarede os gennem finanskrisen, endda med et stort milliardoverskud til statskassen.

Det står Danmark frit for, om vi skal være med, og står det til Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank, så er svaret nej. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Fremtidige finansielle kriser forsøges i øjeblikket forebygget i EU-regi via den såkaldte bankunion. Det står Danmark frit for, om vi skal være med, og står det til Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank, så er svaret nej. Han tvivler på, at systemet virker, når det virkelig gælder.

Ud over en fælles tilsynsmyndighed kommer bankunionen til at bestå af en afviklingsinstans, der skal træde til, når en bank bliver nødlidende. Det indebærer blandt andet et princip om, at det er ejerne og investorerne – altså aktionærerne og kreditorerne – der skal bære tabene, hvilket kaldes bail-in. Men det vil næppe fungere i praksis, hvis systemet bliver ramt af nogle få større konkurser, siger Anders Dam.

»Teoretisk er det rigtigt at lave en bail-in. Men hvordan virker det i praksis? Man kunne jo stille spørgsmålet: Hvordan ville en bail-in virke i Grækenland i den nuværende situation? Øjeblikkeligt sammenbrud er min vurdering,« siger Anders Dam.

Hans frygt er, at lige så snart et pengeinstitut viser tegn på alvorlige problemer, vil kreditorerne begynde at trække deres penge ud, fordi de vil frygte at blive »bailet-ind« for at løse problemerne.

»Lad os se, om det virkelig virker, hvis der går et mellemstort eller rigtig stort pengeinstitut fallit i eksempelvis Italien eller Frankrig. Det kan godt være, at du første gang løser det enkeltstående problem i det pågældende land. Men næste gang, der opstår problemer i et pengeinstitut, så risikerer du, at de professionelle forsøger at komme ud, i stedet for at løbe risikoen for at blive »bailet-ind«,« siger han.

Dam taler Nationalbanken midt imod

Dermed går Anders Dam imod Nationalbanken, der her og nu anbefaler et ja til dansk deltagelse i bankunionen. Blandt nationalbankdirektør Lars Rohdes argumenter er, at dansk deltagelse vil være en fordel, hvis en stor dansk bank får problemer, da en fælles og mere ressourcestærk afviklingsmyndighed vil have bedre mulighed for at minimere skadevirkningerne på økonomien og det finansielle system uden brug af offentlige midler. Men det argument køber Anders Dam ikke, idet han tror, at stater alligevel kan blive tvunget ind i redningsaktioner.

»Og hvis man kigger på Finansiel Stabilitets og Erhvervs- og Vækstministeriets regnskaber over krisehåndteringen de seneste seks år, så bliver der jo formentlig et tocifret milliardbeløb i overskud ud af det for den danske stat. Vi har altså vist os i stand til selv at håndtere en dyb bankkrise med overskud for staten til følge. Derfor siger jeg: Lad os vente og se. Det er jo også, hvad Finansrådets bestyrelse har vedtaget,« siger Anders Dam.