»Vi har den rigtige ledelse«

Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen, formand for Alm. Brand, afviser kritikken af koncernens aktieoptionsprogram til den administrerende direktør, Søren Boe Mortensen.

Arkivfoto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

? Berlingske Research har regnet sig frem til, at optionerne har en værdi på ca. 12 mio. kroner. Er det rimeligt, at Søren Boe Mortensen får en upside i den størrelsesorden i lyset af, at hans strategi var med til at skabe milliardunderskud for banken?

»Der er ingen tvivl om, at finanskrisen ramte vores bank hårdt. Vi havde simpelthen ikke vurderet risikoen godt nok. Vi var – og er – af den overbevisning, at Søren Boe Mortensen var den rigtige til at få koncernen på rette spor igen. Det har udviklingen bekræftet, hvilket også fremgår af den stigende aktiekurs. Så ja – i det lys mener jeg, at det er rimeligt, at aflønningen af både Søren Boe Mortensen og den øvrige ledelse afspejler dette.«

? Hvilke overvejelser har bestyrelsen gjort sig i forhold til kritikken af optionsprogrammet, der kom fra Finanstilsynet sidste år?

»Finanstilsynet har ingen kommentarer til optionsprogrammet, men alene til hvorvidt programmet falder ind under reglerne for fast eller variabel løn. Disse bemærkninger tager vi naturligvis hensyn til, når programmet genforhandles i 2016.«

? Eksperter kritiserer, at Alm. Brand har haft store tab på banken og nu forsøger at skabe vækst fra den som en del af den nye strategi. Spørgsmålet er: Har bestyrelsen overvejet, om den siddende ledelse er den rigtige til at drive Alm. Brand videre?

»Det er bestyrelsens opgave hele tiden at sikre, at vi har den rigtige ledelse – og det har vi. Vi har ændret strategien i banken og i den forbindelse skiftet bankledelsen ud.«

? Hvordan forsvarer bestyrelsen denne aktieoptionsordning over for aktionærerne i Alm. Brand?

»Aktionærerne ønsker, at der skabes langsigtet værditilvækst i koncernen og anerkender, at det derfor er naturligt, at ledelsen aflønnes i overensstemmelse hermed.«

? Hvilke overvejelser har bestyrelsen gjort sig i forhold til, at ledelsen i Alm. Brand tjener godt på, at virksomhedens aktiekurs er steget voldsomt i den seneste tid. Burde denne kursstigning ikke kunne forudses fra ledelsens side?

»Det har ikke været en let eller forudsigelig rejse. Vi har troet på det og glæder os nu over, at Alm.Brand er kommet så stærkt og hurtigt igen, og at koncernen har genvundet sin styrke og værdi,« forklarer Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen i en mail.