»Vi går ind i en tid, hvor dem der har meget, vil give mere væk«

I kølvandet på Mark Zuckerbergs udmelding om, at han vil donere store dele af sin formue væk til velgørenhed, spår to eksperter, at Danmarks rigeste er på vej i samme retning.

Foto: RUBEN SPRICH. Bill Gates og hans hustru Melinda Gates er blandt de største velgørere i USA. De er en del af en tendens, der går mod, at dem der har meget, giver mere til andre, lyder det fra to eksperter.
Læs mere
Fold sammen

I USA har der længe været en tendens til, at de allerrigeste donerer store dele af deres formue væk til velgørenhed.

Senest har Mark Zuckerberg valgt at donere 99 pct. af sine Facebook-aktier til at gøre verden til et bedre sted. Men også erhvervsikoner som Warren Buffett og Bill Gates har i mange år sendt store beløb af sted til velgørende formål.

Det er ikke et ukendt fænomen i Danmark, at landets rigeste giver penge til velgørenhed, men slet ikke i samme omfang som i USA, forklarer livsstilsekspert Henrik Byager.

»På den ene side kender vi i Danmark til fænomenet om, at de rige giver videre af deres rigdom, men vi kender ikke til, at man næsten giver det hele væk. Det kan være, at der er nogle, der testamenterer det væk, men at give 99 pct. i levende live, kender vi ikke til,« siger Henrik Byager og forklarer, hvad det er for strømninger og tendenser, der gør sig gældende:

»Vi går ind i en tid, hvor dem der har meget, vil give mere væk. Der er mange problemer i verden, og de rige kan ikke bruge alle pengene selv. Samtidig er der enormt meget goodwill forbundet med at give penge til velgørenhed. Det smitter af på dem selv og de virksomheder, de repræsenterer.«

Se billederne: Stenrige erhvervsfolk donerer formuer til velgørenhed

Henrik Byager forklarer, at de rige danskere går anderledes til værks og laver fonde, som på den måde bidrager til en masse gode ting, men at de slet ikke kommer i nærheden af Mark Zuckerberg og de udenlandske tilstande.

»Mig bekendt har vi ikke nogen, der går så radikalt til værks som Bill Gates, Richard Branson, Warren Buffett og Mark Zuckerberg.«

Dem, Henrik Byager gætter på, vil kunne lave samme nummer og donere en lige så stor procentdel af sin formue væk, er de store danske virksomheder.

»De eneste, der ville have råd til det, er de store familieejede, industridynastier, som Lego, Lars Larsen, Mærsk, Bestseller, Grundfoss og Velux. Det bliver nødt til at være virksomheder, der selv kontrollerer sin formue. Carlsberg kan ikke gøre det, fordi de er børsnoterede.«

I virkeligheden er der tale om en kulturændring i, hvordan de rige forvalter sine penge, forklarer livsstilsekspert Liselotte Lyngsø.

»Der er et helt generationsskifte i gang. Den tidligere generation af rige skulle opleve mest muligt, inden de døde. Den nye generation af rige, som Mark Zuckerberg er en del af, vil gerne gøre en forskel, inden de dør,« siger Liselotte Lyngsø og tilføjer:

»Tidligere byggede store mænd store monomenter. I dag, tror jeg, at måden at blive udødelig på, er at have fikset et af verdens problemer. Jeg tror, at de rige gerne vil vise: »Den har jeg fikset. Det er mig, der har gjort verden til et bedre sted. Der er Malaria i verden, men efter jeg kom, var der ikke Malaria mere.«