»Vi forstod aldrig, hvad et Hellerup- selskab ville med vores håndboldklub«

Hellerup Finans overtog tidligere på året børsselskabet Viborg Håndbold Klub. 35 lokale erhvervsfolk i Viborg købte selve håndboldklubben ud af selskabet. Den nye formand undrer sig over forløbet.

Foto: Morten Dueholm. Viborg HK.
Læs mere
Fold sammen

I et opsigtsvækkende forløb købte det omstridte investeringsselskab Hellerup Finans tidligere på året børsselskabet bag en af dansk håndbolds mest succesrige klubber.

Lokale erhvervsfolk endte med at købe selve håndboldklubben ud, hvor kvindeholdet med 14 mesterskaber, ti pokaltitler og otte europæiske mesterskaber er en af de mest succesrige danske håndboldklubber nogensinde. Den nye formand for Viborg HK, Mogens Lindal, stod i spidsen for de i alt 35 lokale erhvervsfolk fra Viborg, der endte med at overtage håndboldklubben for 820.000 kr. af Hellerup Finans.

»Jeg kunne bare ikke se, at Viborg HK skulle være ejet af et Hellerup-selskab. Jeg ved ikke, om de havde oprigtig interesse i håndboldklubben,« siger Mogens Lindal.

I foråret fortalte finansmanden Torben Jensen, den altdominerende hovedperson i Hellerup Finans, at Viborg Håndbold Klubs børsnotering skulle bruges som fundament til at skabe et børsnoteret sportsselskab.

»Jeg har aldrig talt med Torben Jensen. Det børsnoterede selskab, som han havde interesse for, havde jeg ikke noget med at gøre. Vi forstod aldrig, hvad et selskab fra Hellerup ville med vores håndboldklub. Jeg kan ikke gennemskue forløbet. Men jeg har det omvendt også sådan, at jeg ikke bruger kræfter på noget, som jeg ikke kan forstå. Vi fik håndboldklubben, og det var det vigtigste,« siger Mogens Lindal.

Lettere hverdag uden børsnotering

I løbet af foråret købte Hellerup Finans heftigt op i Viborg Håndbold Klub.

»De købte i løbet af kort tid 25 procent af aktierne. Hvad er det egentlig, finansfolk fra Hellerup vil med vores håndboldklub, snakkede vi om. Deres tanke var vist at lave en sportsaktie, men det kunne vi ikke se Viborg Håndbold Klub være en del af. Derfor gik vi ind i kampen for håndboldklubben, da vi ingen interesse havde i selve børsselskabet. Der er ikke så meget hokus-pokus i det. Vi ville kæmpe for at holde Viborg Håndbold Klub på lokale hænder. Det handler jo om følelser,« siger Mogens Lindal.

»Vi betalte 820.000 kr. for nogle aktiver, nogle trøjer og noget goodwill. Det er det, som en håndboldklub, der har givet underskud, koster. Kommunen ejer hallen, og vi laver ikke andet end at drive håndboldklub i dag. Vi kæmper hårdt økonomisk, og vi mangler en ny storsponsor, men vi er glade, og vi har fået en meget lettere hverdag ved ikke at være børsnoteret,« tilføjer Mogens Lindal.

Dameholdet i Viborg Håndbold Klub ligger netop nu nummer syv i den bedste danske række, mens herreholdet spiller i 2. division.

»Sportsligt er vi på syvendepladsen lige nu og spiller med i pokalfinalen 27. december, hvilket vi er stolte af. Vores målsætning i ligaen er top seks og dermed deltagelse i slutspillet. Så kan alt ske. Vi er samtidig meget stolte af, at vi har tre spillere, Rikke Skov, Rikke Poulsen og Ann Grethe Nørgaard til VM med landsholdet lige nu,« siger Mognes Lindal.

Palle Kjeldgaard Christiansen var formand for Viborg Håndbold Klub, da klubben var børsnoteret, og Hellerup Finans blev storaktionær.

»Det var helt igennem et positivt forløb. Hellerup Finans agerede professionelt, og vi havde et godt samarbejde med Torben Jensen. Vi havde et perfekt samarbejde med dem omkring salget af håndboldklubben,« siger Palle Kjeldgaard Christiansen, der i dag er næstformand i klubben.

»Der var ingen tvivl om, at hvis håndboldklubben skulle have en fremtid, så skulle den være baseret på lokal opbakning. Den havde ingen fremtid i et børsnoteret selskab, så vi er meget tilfredse med udfaldet,« siger Palle Kjeldgaard Christiansen.

Hellerup Finans har omdøbt børsselskabet bag Viborg Håndbold Klub til Hellerup Consulting Group. Planerne er nu at lave et børsnoteret konsulenthus.