Vi får større julegaver i år

Julebudgettet vokser i år. Danskerne køber større julegaver end vores europæiske venner.

Juletræerne i de danske stuer får nogle dyrere og større pakker under sig i år. Det danske forbrug ventes med at stige med 1,6 pct. Det betyder, at julen 2016 kommer til at koste lidt over 4.400 kroner pr. danske husstand. Det er et langt højere forbrug end vores europæiske venner. Især de sydeuropæiske lande kommer til at hive betalingskortet mindre frem. Det viser årets juleanalyse fra Deloitte.

»Trods økonomisk usikkerhed i verden er vi danskere europamestre i optimisme, når det gælder om at fejre julen. Ifølge nye tal ser hele 80 pct. af os enten neutralt eller positivt på den økonomiske situation. Det er langt højere end i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med« siger forbrugerekspert i Deloitte, Peter Mølkjær.

Vi har derfor fået en førerposition.

»Mens danskerne i år forventer at bruge mere end 4.400 kr. pr. husstand på gaver, mad og julehygge, må tyskerne eksempelvis nøjes med ca. 3.000 kr. Flere steder i Sydeuropa er tallene endnu lavere. Her står forbruget enten helt stille eller viser ligefrem en nedadgående tendens,« tilføjer han.

Når julebudgettet skal lægges, er vi danskere også lidt særlige, for vi bruger mange flere penge på gaver til vores kære. I Europa går ca. 50 pct. af julebudgettet til gaver, men i Danmark stiger det tal 62 pct. - vi er åbenbart gladere for at give gaver.

Men det er ikke alle i Danmark, der kommer til at holde en dyr jul. I undersøgelsen lavet af Deloitte siger mere end hver fjerde, at de har færre penge til forbrug end sidste år.