Vi er overvågningsregimers vådeste drøm

Vi går frivilligt rundt med overvågningsregimers vådeste drøm i lommen.

Foto: Colourbox.
Læs mere
Fold sammen
Den tornado af private oplysninger som vi mere eller mindre frivilligt har afgivet i de seneste år, er en parentes i forhold til det syndefald af overvågning, som vi frivilligt udsætter os selv for fra nu af.

Nu er det ikke blot Googles gemte oplysninger om alle vores søgninger, eller den danske stats logning af al vores elektroniske adfærd eller de oplysninger som andre uploader om os til Facebook, vi skal bekymre os om.

Det mener den humanitære gruppe Electronic Frontier Foundation. I rapporten On Locational Privacy, and How to Avoid Losing it Forever advarer EEF mod de forfølgere og overvågere, vi omgiver os med.

"I løbet af det næste årti vil systemer, der overvåger og gemmer digitale oplysninger om vores færden i det offentlige rum, blive en usynlig og integreret det af hverdagen. Allerede nu ser vi den slags systemer og der vil komme langt flere i fremtiden," skriver EEF i rapporten.

Netop nu finder en omfattende overvågning sted i København. Det sker i forbindelse med projektet Real Time Copenhagen, hvor mobiloplysninger bliver brugt til at vise, hvor i byen københavnere og turister befinder sig. Det er et samarbejde mellem Københavns Kommune og MIT, der er indgået uden at spørge borgerne om lov.

Den slags overvågning mener EEF, vil blive langt mere udbredt i fremtiden. EEF advarer mod brug af det, man kan kalde The Usual Suspects, som er mobiltelefoner, der fortæller, hvor man er, når de er tændt, hævekort, lokationstjenester, brug af annoncebaseret wifi og elektroniske pendlerkort og parkeringsautomater.

Derudover bliver vi overvåget med den teknologi, vi ikke kan undgå, som for eksempel kameraer. EEF opfordrer myndigheder og regeringer til at sørge for ansvarlighed hos sig selv og serviceudbyderne.