»Vi er ikke i krise«

Prisen falder, men de danske pelsdyravlere klarer sig alligevel ganske godt. Det skyldes høj kvalitet af de danske minkskind, fortæller topchef Torben Nielsen fra Kopenhagen Fur.

Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens prisen på danske minkskind rasler ned, producerer de danske pelsdyravlere flere og flere minkskind. Det kan ligne en yderst uheldig timing, men der er ingen grund til at være urolig for den danske minkbranche. Det fastslår topchef hos Kopenhagen Fur Torben Nielsen.

»Der er ikke krise i den danske pelsbranche. Det er der ikke. Vi har haft nogle særdeles gode år, hvor priserne har været usædvanligt høje, og hvor de danske avlere har konsolideret sig ganske voldsomt,« siger han.

Hvis enkelte pelsavlere må bøje nakken, så er det groft sagt, fordi de har truffet de forkerte beslutninger.

»Det er da klart, at der altid vil være nogle, som kommer i økonomiske problemer i den situation, der er nu. Men det er altså ikke, fordi udsigterne for pelsbranchen i Danmark er dårlige. Det handler mere om, at enkelte har taget lidt for store chancer og måske købt naboens jord eller ejendom uden helt at have råd til det,« siger Torben Nielsen.

De seneste fem år er antallet af minkskind produceret i Danmark steget fra 14 millioner til 17,2 millioner skind, og forventningen hos Kopenhagen Fur er, at stigningen i produktionen vil fortsætte. Det hænger bl.a. sammen med, at det tager lang tid at omstille en produktion af levende mink. Desuden tror de danske minkavlere på, at de går en økonomisk god fremtid i møde, fordi de producerer nogle af de bedste og dyreste skind i verden.

»Fordi vi leverer en høj kvalitet, så får vi i Danmark 30 til 35 procent mere for skindene, og man skal have med i billedet, at man i Danmark generelt godt kan producere minkskind, selv om prisen er 327 kroner for et skind,« siger Torben Nielsen.

Han fortæller, at de største problemer er hos de græske og kinesiske pelsdyravlere. Ifølge Torben Nielsen kan de for tiden kun få henholdsvis 160 kroner og 120 kroner for deres minkskind, fordi deres skind er af dårligere kvalitet. Og de beløb er for mange af pelsdyravlerne ikke nok til at dække omkostningerne. Derfor er forventningen i Danmark, at det bliver konkurrenterne i udlandet, som knækker nakken før andre som følge af de faldende minkpriser.