To virksomheder med stort set samme udgangspunkt kan ende i hver sin retning. Succes eller fiasko afhænger i vid udstrækning af ejerskab og ledelse. Det viser udviklingen i de to jyske møbelvirksomheder Vestwood og Bodilsen.

Begge virksomheder blev i sin tid etableret som stærke, familiejede virksomheder og drog nogenlunde samtidig ind på Københavns Fondsbørs i 1990erne. Begge producerer møbler, og begge virksomheder havde i mange år et meget blandet produktudbud.

Familien slipper tøjlerne i Vestwood i 2002, hvor virksomheden sælges til de to kapitalfonde Polaris og Axcel for 2,4 mia. kr. Virksomheden bliver skåret til, og der købes op. De to fonde kan tre år senere, i 2005, sælge virksomheden videre til møbelkoncernen Jeld-Wen for 3,5 mia. kr.

Selv om også Bodilsen vokser kraftigt, fortsætter familien Bodilsen som både hovedaktionær og ledelse. Men bundlinjen bløder voldsomt med store underskud, og i 2006 er det hele ved at krakelere. Kapitalfonden EQT kommer til, indskyder 135 mio. kr., bankerne sletter en del af gælden, og der kommer en ny ledelse. Men det er for sent. Bodilsen går konkurs i juni 2009 – 400 arbejdspladser går tabt.

Over en 15-årige periode vokser Vestwood sig således op til værdi på omkring fire mia. kr., mens kollegaen i Glyngøre efterlader tab hos aktionærer og banker på flere hundrede mio. kr.

Moralen er ikke, at familieejerskab og -ledelse er skidt, men at netop det rigtige ejerskab er afgørende for succes eller fiasko afhængig af, hvor i udviklingen virksomheden befinder sig.

Eksperten på området Robert Spliid konstaterer i sin bog »Rå pengemagt eller aktivt ejerskab«, at den betydelige værdistigning i Vest-Wood næppe kunne være realiseret uden kapitalfondes medvirken.