Vestas vinder 200 MW-ordre til projekt i USA

Det danske vindmølleselskab Vestas har fået en bestilling, der luner godt i ordrebogen.

Foto: Henning Bagger. Med en ny ordre er Vestas oppe på ordrer på i alt 318 megawatt indtil videre i år.
Læs mere
Fold sammen

I en fondsbørsmeddelelse torsdag aften oplyser selskabet, at det har fået en ordre på 100 møller, der samlet set har en kapacitet på 200 megawatt.

Vindmøllerne skal opstilles i USA. Men det bliver holdt hemmeligt, hvem kunden er, og hvilket projekt møllerne præcist skal være en del af.

Der er tale om møller af typen V110-2,0 megawatt, oplyser Vestas.

Foruden at skulle opstille og installere møllerne, har Vestas sikret en femårig serviceaftale.

Det ventes, at vindmøllerne bliver leveret i tredje kvartal af 2016, og at de vil være i drift inden udgangen af året.

Med den nye ordre er Vestas oppe på ordrer på i alt 318 megawatt indtil videre i år.

Vestas var regnskabsaktuel tirsdag, hvor aktien i selskabet endte med at stige hele 7,5 procent på en ellers trist dag på aktiemarkedet. Onsdag fortsatte medvinden med en stigning på 5 pct., mens aktien torsdag dykkede over 2 pct.