Vestas vil slutte fred med vrede investorer

Vindmøllekoncernen ønsker at lukke et betændt opgør med amerikanske aktionærer uden det kommer til en en pinefuld retssag.

Foto: Rune Feldt-Rasmussen. ARKIV:
Læs mere
Fold sammen

Vindmøllekoncernen Vestas har efter alt at dømme kastet sig ind i nye bestræbelser på at få lukket et betændt opgør med amerikanske aktionærer uden en pinefuld retssag.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Vestas har for nylig, kort før en vigtig delafgørelse i sagen, genoptaget forhandlingerne med sagsøgernes advokater, og det kan munde ud i et forlig, der vil mindske den økonomiske risiko og gardere Vestas mod at skulle slippe følsomme, interne oplysninger.

En stribe sure aktionærer i USA har indledt en sag mod Vestas, som beskyldes for at have indarbejdet nye regnskabsstandarder for sent og dermed givet "falske og misledende" oplysninger om omsætning og indtjening i 2009 og 2010.

Sagen er anlagt mod Vestas, den tidligere bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen, tidligere koncernchef Ditlev Engel og tidligere finansdirektør Henrik Nørremark, og har været under forberedelse siden 2011. I oktober skulle dommeren tage stilling til, om sagen skulle køre for en jury, men kort før deadline blev afgørelsen udsat, fremgår det af amerikanske retsdokumenter. Jyllands-Posten erfarer, at udsættelsen skyldes, at de to parter igen er begyndt at forhandle.

- Jeg kan bekræfte, at der er diskussioner, siger advokat Henry Rosen fra advokatfirmaet Robbins Geller Rudman & Dowd, der repræsenterer sagsøgerne.