Vestas: Uforudsigeligt vejr kræver forsigtig guidance

Vestas holder sig på det forsigtige spor med hensyn til prognosen for 2014 i onsdagens halvårsregnskab. Vestas opjusterer godt nok en af sine finansielle forventninger til 2014, men ligger fortsat langt bag ved analytikernes spådomme for helårsresultaterne.

Foto: Malte Kristiansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det skyldes dels, at Vestas formulerer sine forventninger i form af en minimumsprognose, men dels, at selskabet vil beskytte sig mod mulig "force majeure", ikke mindst vejret.

- Vi giver en guidance, som vi mener er korrekt, som er vores bedste gæt, men man skal huske, at andet halvår er meget travlt, og i det sidste kvartal er vi afhængig af vejret, som er en faktor uden for vores kontrol. Det er også bygget ind i forventningerne, forklarer Vestas' finansdirektør, Marika Fredriksson, over for Ritzau Finans.

Vestas' nye forventninger lyder på en omsætning på minimum 6 mia. euro, en driftsmargin (EBIT) på minimum 6 pct. før særlige poster, og frie pengestrømme på minimum 300 mio. euro.

Efter første halvår har Vestas leveret 2,6 mia. euro i omsætning, 5,5 pct. i EBIT-margin og et minus på 45 mio. euro på de frie pengestrømme.

Andet halvår plejer dog altid at give meget stærkere resultater for Vestas end årets start, da mange projekter opføres i årets sidste måneder. Analytikerne ventede inden halvårsregnskabet en 2014-omsætning på 6,8 mia. euro, omkring 7 pct. i EBIT-margin og 440 mio. euro i frie pengestrømme ifølge estimater indsamlet af SME Direkt.

Flere analytikere pegede på, at Vestas måske ville opjustere forventningerne i onsdagens regnskab, men formentlig af forsigtighedshensyn gemte en eller to opjusteringer til senere på året. Det skyldes blandt andet den uheldige historik fra regnskabsåret 2011, hvor Vestas måtte nedjustere tre gange på få måneder.