Vestas: Tyrkiet holder stor vindauktion i juli

Foto: Morten Dueholm.
Læs mere
Fold sammen

Tyrkiet, som er et af de spirende vindmøllemarkeder i Europa, vil 27. juli holde en auktion af vindmølleprojekter med en kapacitet på 1 gigawatt.

Det oplyste den tyrkiske energiminister, Berat Albayrak, forleden ifølge det tyrkiske medie Anadolu Agency.

Ifølge Recharge News har General Electric allerede underskrevet en hensigtserklæring med en trio af tyrkiske og tyske selskaber om at byde ind på auktionen.

Det tyrkiske vindmarked var sidste år på 1,38 gigawatt, målt på nyopsat kapacitet, mod 956 megawatt året før. Det bragte den samlede installerede vindkapacitet i Tyrkiet op på 6,13 gigawatt, skriver Recharge News med reference til tal fra Windeurope.

Danske Vestas har historisk leveret 517 møller til Tyrkiet med en samlet kapacitet på 1415 megawatt. Det fremgår af vindmølleproducentens hjemmeside.