Vestas-topchef: »Det er noget fundamentalt galt i, at man kan flyve i tre timer for så at køre 45 minutter i taxa til samme pris«

Hårde prioriteringer, en form for afgift på udledning og mere globalt samarbejde kan skabe en farbar vej ud af coronaens dystre økonomiske skygge med den grønne omstilling i behold, mener Vestas-topchef Henrik Andersen. Men han er bekymret efter at have set verdens lande sig lukke sammen om sig selv med beskyldninger fygende på tværs af kontinenter.

Efter at have fået coronavirussen under foreløbig kontrol mener Vestas-topchef Henrik Andersen, at det er tid til at tale om økonomisk genopretning og grønne investeringer: »Den kommende generation vil resten af livet minde os om, hvis ikke vi gjorde nok for at få den grønne agenda tilbage på dagsordenen.« Thomas Lekfeldt

Henrik Andersen har ikke gjort meget væsen af sig i medierne, siden han i august 2019 overtog tøjlerne i en af landets allerstørste og mest værdifulde virksomheder, Vestas.

Han mangler ellers ikke ord. Tværtimod. Når først topchefen for verdens største vindmølleproducent kommer i gang, er svarene faktisk så lange og uddybende, at Henrik Andersen selv bemærker det flere gange, da Berlingske møder ham på kontoret på Amager, hvor en del af de knap 26.000 ansatte på globalt plan er ved at vende fysisk tilbage på job.