Vestas skuffer: Indtjeningen under pres trods stærk slutspurt

Omsætningen og ordreindgangen steg i 2018 for Vestas, men bundlinjen blev ramt. Vestas betaler et mindre udbytte end tidligere.

Vestas
Vestas har torsdag morgen leveret regnskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Helt som forventet viser årsregnskabet for Vestas et meget højt aktivitetsniveau i fjerde kvartal, men også at prispresset har reduceret selskabets indtjening.

For helåret 2018 steg Vestas' omsætning i løbet af 2018 en smule til 75,6 milliarder kroner. Men lavere priser på vindmøller presser indtjeningen hos Vestas, der i 2018 måtte se overskuddet falde knap 24 procent til 5,1 milliarder kroner.

Det viser vindmølleproducentens årsregnskab, der er offentliggjort torsdag morgen.

Ordreindgangen på vindmøller steg fra 11.176 MW i 2017 til 14.214 MW i 2018, hvilket er en fremgang på knap 30 procent over det seneste år. Værdien af ordrebeholdningen i serviceforretningen steg med 2,2 mia. euro til 14,3 mia. euro.

»Ser vi på kvartalet, så ligger det lidt underdrejet i forhold til forventningerne. De når i mål i forhold til deres egen guidance (for hele 2018, red.), men markedet forventede lidt mere,« siger aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets.

Selskab Kurs Ændr. %

Vestas havde i fjerde kvartal af 2018 dobbelt så mange såkaldte uannoncerede ordrer som ventet. Vindmølleproducenten havde i kvartalet en samlet ordreindgang på 5517 megawatt (MW), hvoraf 4192 MW i forvejen var blevet offentliggjort løbende hen over kvartalet.

»I 2018 manifesterede vindenergi sin position som den billigste energikilde i mange dele af verden, hvilket skaber enorme vækstmuligheder for industrien på lang sigt og hård konkurrence på kort sigt. Imens industrien blev mere moden og mainstream, levede Vestas op til sine forventninger for 2018, og ledte industrien klart på alle væsentlige parametre, heriblandt højeste ordreindtag til dato på 14,2 GW fordelt på 43 lande, en historisk stor ordrebeholdning på mere end 26 mia., samt rekordhøj omsætning og lønsomhed i serviceforretningen. Kombineret med en fortsat underliggende prisstabilisering og vores stærke fokus på effektivitet og omkostningsstyring, bevarede og styrkede vi dét fundament, som vil gøre os i stand til at eksekvere et meget travlt 2019 og samtidig udvikle fremtidens bæredygtige energiløsninger,« udtaler koncernchef og CEO Anders Runevad.

Summen af de uannoncerede småordrer, som investorerne først får kendskab til i forbindelse med selskabets regnskabsaflæggelser, var dermed på 1325 MW i kvartalet. Ifølge et estimat fra Ritzau Estimates havde analytikerne ventet en samlet ordreindgang i kvartalet på 4792 MW - og altså dermed 600 MW i uannoncerede ordrer.

For 2019 forventer Vestas en omsætning på mellem EUR 10,75 mia. og 12,25 mia. inklusive serviceomsætningen, der forventes at vokse med ca. 10 pct.

Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, at der bliver udbetalt et udbytte på 7,44 kr. pr. aktie til aktionærerne svarende til 30,0 pct. af nettoresultatet for året. Det er en hel del under sidste års udbytte til aktionærerne på 9,23 kr.