Vestas scorer kæmpe norsk ordre

Kæmpe ordre til Vestas. Det danske selskab skal levere vindmøller til seks vindkraftværker i Norge med en samlet kapacitet på 1 GW.

Foto: Henning Bagger

Den danske vindmølle virksomhed Vestas skal levere vindmøller til seks vindkraftværker med en samlet kapacitet på 1 GW i Norge. Det bekræfter Vestas tirsdag morgen i en meddelelse til fondsbørsen.

Det er Fosen Vind DA, der har valgt Vestas til at levere vindmøllerne, og det nye projekt erstatter Fosen-Snillfjord-projekterne, der blev annulleret sidste år i juni.

Kontrakten er indgået, og ifølge selskabet forventes den følgende faste og ubetingede ordre inden for kort tid. Når der kommer en fast ordre, vil Vestas udsende en selskabsmeddelelse med yderligere information.

Projektet omfatter 278 vindturbiner med en effekt på 3,6 MW hver, og der investeres omkring 11 mia. norske kr. i de seks vindmølleparker. Det oplyser Statkraft i en pressemeddelelse.

Fosen Vind DA er et joint venture mellem Statkraft, TrønderEnergi og investorkonsortiet Nordic Wind Power DA.

Det var Statkraft, der i januar sidste år udpegede Vestas til den foretrukne leverandør til seks planlagte vindkraftværker i Norge. Selskaberne underskrev et "Letter of Intent" om levering af møllerne til projektet. I juni sidste år meddelte Statkraft dog, at det ikke havde besluttet at investere i projektet, og dermed blev projektet annulleret.

De første vindmøller vil blive leveret og monteret i 2018, og alle parkerne forventes at være færdige i 2020.