Vestas overvejer retslige skridt mod fyret direktør

Foto: bt-jga. Tidligere Vestas-chef, Henrik Nørremark. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Den tidligere Vestas-chef, Henrik Nørremark, har formået at spænde ben for Vestas, da det er blevet afgjort ved en amerikansk domstol, at hans personlige konkurs betyder, at Vestas ikke kan opkræve tilbagebetaling på de 150 mio. kr. han skylder selskabet. Gælden stammer fra et partnerskab med indiske RRB Energy, hvor mystiske pengeoverførelser fandt sted.

Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.

Konkursen kom bag på Vestas ledelse, men overraskelsen vil ikke stoppe selskabet i at kæmpe for sine rettigheder som kreditor over for Nørremark.

- Vestas har taget flere offentlige registrerede juridiske skridt i USA. Der er tale om tiltag, som er nødvendige for at bevare vores rettigheder som kreditor, udtaler Michael Zarin, kommunikationschef i Vestas, til Jyllands-Posten Erhverv.

Det er endnu uvist hvilken retning Vestas skridt vil tage i sagen, men selskabet holder øje med udviklingen i det canadiske selskab Free Breeze, som har rejst en særskilt sag mod Henrik Nørremark for at holde sit tilgodehavende på 600.000 dollar uden for konkursen.

/ritzau/FINANS