Vestas overgår forventningerne - igen

Vindmøllekæmpen Vestas går stadig fra succes til succes, og første kvartal af 2017 er ingen undtagelse, for her overgår man igen, igen markedets forventninger.

Vestas med topchef Anders Runevad (billedet) i spidsen har netop offentliggjort sit regnskab for årets første tre måneder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Der er en ende til alt godt, men i øjeblikket virker Vestas til at være undtagelsen, der bekræfter reglen. Således fortsætter den blå-hvide vindmølleproducent med at overgå markedets forventninger kvartal efter kvartal, og de første tre måneder af 2017 er ingen undtagelse.

Vestas omsatte mellem januar og marts for 1,88 mio. euro og lavede et driftsoverskud på 211 mio. euro, hvilket er noget over analytikernes gennemsnitsforventninger på 161 mio. euro, ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates. På trods af de stærke resultater fastholder Vestas dog forventningerne til året.

»Vestas leverede solide resultater for første kvartal og har som forventet fået en god start på 2017 med en tilfredsstillende ordreindgang og forbedret samlet ordrebeholdning. Jeg er meget tilfreds med de underliggende forbedringer i omsætning, EBIT og pengestrømme, som dog delvist skyldes leverance af PTC-komponenter. Vi har meget arbejde foran os og vi fastholder vores forventninger til 2017,« siger topchef Anders Runevad.

Det gode driftsresultat skinner også igennem på bundlinjen, hvor Vestas kan notere sig et plus på 160 mio. kr. mod en forventning på 106 mio. kr.

Analytikerne havde i forvejen forventet stærk resultatfremgang hos Vestas, og disse forventninger slår vindmølleproducenten altså. Hvis man sammenligner første kvartal af 2017 med første kvartal af 2016, så ser resultatet endnu mere imponerende ud. Driftsresultatet er steget med 250 procent, mens bundlinjen er mere end firedoblet, og det såkaldte EBIT-margin er på 11,2 pct. mod 5,8 pct. sidste år.

Den stor set eneste tilbagegang i regnskabet findes på posten for ordreindgangen i kvartalet, og her går Vestas marginalt tilbage fra 2,4GW til 2,04GW, hvilket første og fremmest skyldes, at man fik sin største enkeltordre nogensinde i første kvartal 2017 til et 1GW stort projekt i Norge.

Vestas har de seneste år gjort det til et trademark at opjustere flere gange løbende gennem året. Selvom Vestas overpræsterer i første kvartal, så er opjusteringen altså ikke kommet, men ifølge Sydbanks Vestas-analytiker, Jacob Pedersen, som Ritzau Finans har talt med, kan den opjustering meget vel være i vente snart.

»I min bog er det et meget stærkt regnskab, der er med til at indikere, at Vestas' nuværende prognose ikke kommer til at stå året ud,« lyder det fra Sydbanks aktieanalysechef til Ritzau Finans.