Vestas opjusterer efter stærkt kvartal

Vindmøllegiganten slår forventningerne på stort set alle parametre og opjusterer forventningerne til årets resultat.

Vestas vindmøller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Topchef Anders Runevad leverer endnu et stærkt kvartalsregnskab og opjusterer nu forventningerne til årets omsætning fra 6,0 milliarder euro til til 6,4-7 milliarder. Samtidig stiger forventningen til overskudsgraden fra 6 procent til 7-8 procent.

Opjusteringerne sker efter et tredje kvartal, der har slået forventningerne på stort set alle parametre. Omsætningen stiger med 371 millioner euro i forhold til samme kvartal sidste år til 1.813 millioner euro. Driftsresultatet endte på 163 millioner euro inden særlige poster, hvilket var 57 millioner euro bedre end ventet. Samtidig går Vestas fra et underskud i samme kvartal sidste år på 87 millioner euro til et overskud på 102 millioner euro.

”I tredje kvartal 2014 fortsatte forbedringerne inden for flere driftsområder, hvilket understreger, at eksekvering af vores strategi, Lønsom vækst for Vestas, fortsat er på rette spor. På baggrund af den forventede leveringsplan for resten af året og den forbedrede omkostningsbase, løfter vi målene for omsætning, EBIT og cash flow," skriver koncernchef Anders Runevad i en kommentar til regnskabet.

Vestas har i løbet af tredje kvartal annonceret ordrer på lidt over 600 MW, men derudover kom 566 MW som ikke tidligere har været annonceret, hvilket bringer det samlede tal for kvartalet op på i alt 1170 MW. Også det slår gennemsnittet af analytikernes forventninger, der ifølge Ritzau Finans lå på 1104 MW.

I årets første ni måneder har Vestas et resultat på 198 millioner euro, heraf står tredje kvartal for 51 procent.