Vestas og Henrik Nørremark indgår forlig om gyldent håndtryk

En pikant retssag om Vestas annullering af et gyldent håndtryk til den fyrede koncernøkonomidirektør Henrik Nørremark er aflyst i sidste øjeblik, efter at de to parter torsdag har indgået et fortroligt forlig.

Foto: bt-jga. Vestas' ekskoncernøkonomidirketør Henrik Nørremark.
Læs mere
Fold sammen

Der bliver ingen retssag mellem Vestas og den tidligere koncernøkonomidirektør Henrik Nørremark om hans gyldne håndtryk. De to parter har torsdag indgået et fortroligt forlig til fuld og endelig afgørelse af samtlige tvister mellem parterne.

I oktober 2012 oplyste Vestas at den havde en række tvister med den tidligere koncernøkonomidirektør, RRB Energy Limited og EcoRRB Infra Private Limited vedrørende finansielle transaktioner og projektudvikling. Som følge af mistane om urent trav, annullerede Vestas udbetalingen af et gyldent håndtryk, som Henrik Nørremark havde anlagt sag mod Vestas for at få udbetalt. En sag som skulle være begyndt  ved retten i Aarhus i morgen fredag.

»Efter vellykkede forhandlinger mellem parterne er der indgået et fortroligt forlig, som er til fuld og endelig afgørelse af samtlige tvister mellem parterne i de relevante jurisdiktioner,« skriver Vestas i en meddelelse til fondsbørsen.

Som en konsekvens af forliget  vil retssagen i Danmark og verserende sager i Indien, inklusive voldgiftssagen, blive tilbagekaldt.

»Et forlig er nu fundet mellem parterne på de nævnte tvister, som er acceptabel for alle parter,«  udtaler Vestas' bestyrelsesformand Bert Nordberg.