Vestas øjner ordrer på næsten 200 MW

Forlængelsen af den amerikanske støtteordning PTC kan meget vel snart udmønte sig i en konkret ordre til den danske vindmølleproducent Vestas.

Læs mere
Fold sammen

En af selskabets gode kunder First Wind vurderer, at forlængelsen af støtteordningen giver selskabet den nødvendige tid til at få færdiggjort flere projekter.

Specifikt nævner selskabet over for North American Windpower, at det gælder et projekt som Oakfield Wind Farm på 150 megawatt. Dette projekt er godkendt til 50 Vestas-møller af typen V112-3,0 MW. Oprindeligt var det et projekt baseret på møller fra Vestas-konkurrenten General Electric (GE), men det blev siden ændret i favør af Vestas.

Vestas er ligeledes den foretrukne til et andet af First Winds projekter, Bowers Wind, der er skaleret til 16 møller af samme type som til Oakfield-projektet. Også det projekt er assisteret af PTC-ordningen og ventes påbegyndt i 2013, oplyser Matt Kearns, som er udviklingschef hos First Wind, til North American Windpower. Ifølge Kearns venter selskabet at starte konstruktion af 500 megawatt i år.