Vestas-konkurrent snupper brasiliansk ordre

Den spanske vindmølleproducent Acciona Windpower har vundet en ordre i Brasilien om levering af 22 vindmøller med en samlet kapacitet på 66 megawatt (MW). Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Foto: JUAN CEDILLO

Acciona, der er blevet opkøbt af tyske Nordex, oplyser, at det er til en vindmøllepark i den nordøstlige del af Brasilien. Ud over levering og installering er der også tale om en servicekontrakt af fem års varighed.

Tyske Nordex annoncerede i starten af oktober købet af Acciona Windpower af den store spanske energikoncern Acciona S.A.

Købsprisen var på 785 mio. euro, svarende til 5,9 mia. kr., og det er dermed blandt de største opkøb i den globale vindmøllebranche.

Selskaberne venter, at handlen falder på plads i første kvartal af 2016.