Vestas-konkurrent fortsætter afskedigelser: Nu også i USA

Vindmølleproducenten Siemens Gamesa Renewable Energy, som konkurrerer med danske Vestas, vil afskedige 140 medarbejdere på sin amerikanske samlefabrik i byen Hutchinson i Kansas.

Foto: VINCENT WEST. Arkivfoto. Vindmølleproducenten Siemens Gamesa Renewable Energy, som konkurrerer med danske Vestas, vil afskedige 140 medarbejdere på sin amerikanske samlefabrik i byen Hutchinson i Kansas. 
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Recharge News.

Afskedigelserne, som skærer fabrikkens stab ned til 190, sker i et forsøg på at tilpasse vindmølleproducentens arbejdsstyrke til svagere salgsudsigter og er ikke den første af sin slags: I sidste måned annoncerede selskabet, at det vil lukke en vingefabrik i Ontario, Canada, hvilket betyder afskedigelser af 340 ansatte.

Fredag kom det også frem, at Siemens Gamesa Renewable Energy foretager en kraftig reduktion i arbejdsstyrken på sin vingefabrik i Aalborg, hvilket vil påvirke 730 ud af fabrikkens 2100 ansatte - 600 ventes afskediget per 30. september 2017, mens 130 vil blive omplaceret.

FALD I ORDREBOGEN

Siemens Gamesa kom i slutningen af juli med et skuffende regnskab for perioden april, maj og juni, som blandt andet viste et fald i ordrebogen på 20 pct. i forhold udgangen af juni sidste år. Det var det første regnskab efter sammenlægningen af Siemens og Gamesa.

I den forbindelse fortalte selskabet også, at der skal sikres flere omkostningsbesparelser i forbindelse med sammenlægningen. Og det kan også være en del af forklaringen på afskedigelserne, lød vurderingen fredag fra Janne Vincent Kjær, der dækker Siemens Gamesa-konkurrenten Vestas som analytiker hos Jyske Bank.

»Der er tilsyneladende hårdt pres på for at få leveret omkostningsbesparelser efter fusionen. Der skal hentes nogle synergier, og der er jo også nogle overlap mellem de to - også på produktionssiden,« siger Janne Vincent Kjær til Ritzau Finans.

Baseret på leverancerne i 2016 er Siemens Gamesa med en markedsandel på 13,2 pct. ifølge konsulentfirmaet FTI verdens næststørste vindmølleproducent efter Vestas, som til sammenligning har en andel på 15,8 pct. af det globale marked.