Vestas jager folk for at levere i år

Foto: Henning Bagger

Vestas forbereder sig på at levere møller som aldrig før i årets sidste halvår. En manifestation af kæmpens førerposition i USA, mener analytiker.

Det skriver Børsen.

Efter en rolig start i første kvartal skal Vestas levere flere megawatt end nogensinde.

»Det er ekstremt i år. Vi har aldrig, aldrig været så back-end-loaded. Men det er sådan, kunderne og markedet vil have det, og vi kan se, at konkurrenterne har samme udfordring,« siger finansdirektør i Vestas Marika Fredriksson til Børsen.

»Vi jager folk for at levere. Og vi løber stærkt i år. Sådan er det bare,« lyder det også.

En stor del af travlheden skyldes den kommende udfasning af PTC-støtteordningen i USA.

Aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen påpeger over for Børsen, at den ekstreme travlhed er en manifestation af Vestas' førerposition i USA.

»Det går i den grad godt for Vestas derovre. De samler masser af ordrer og har mulighed for at få masser af flere i bøgerne,« siger analytikeren til avisen.

I 2018 leverede Vestas 2827 megawatt (MW) landvind i USA, og ved udgangen af første kvartal i år havde selskabet en ordrebog på 6735 MW i Americas-regionen, der dækker over Nord- og Sydamerika. Langt størstedelen er dog knyttet til ordrer i USA, oplyser Børsen.

/ritzau/finans