Vestas involveret i potentielt storprojekt i Mexico

Vestas er taget med på råd som partner i et potentielt stort vindmølleprojekt i Mexico.

Foto: Annelene Petersen. Pressemøde på Vestas i Randers.
Læs mere
Fold sammen

Det danske vindmølleselskab har netop indgået en aftale med det statsejede elselskab Comision Federal de Electricidad (CFE) om at kigge nærmere på en række potentielle vindprojekter.

Samlet kan de få en størrelse på op mod 500 megawatt (MW), skriver CFE i meddelelsen.

Endnu er projektet kun i en tidlig analysefase, men de to parter skal udveksle viden og best practice omkring alle dele af udviklingsprocessen i et vindprojekt.

»Det er stadig lang vej igen, før det kan blive til en fast og ubetinget ordre. Men det er et samarbejde, hvor vi hver især kommer med det, vi er gode til, på grund af en fælles interesse om at udvikle mere vindenergi,« fortæller Michael Zarin, pressechef i Vestas, til Ritzau Finans.

Det er ikke usædvanligt, at Vestas, især på mindre udviklede markeder, går ind i en tidlig fase af projektudviklingen for - forhåbentlig - at være med til at sætte ting i gang.

»Aftaler som den her tager tid, før de bliver til faste ordrer og giver finansielle resultater. Men det er noget, vi hele tiden arbejder med rundt omkring, fordi vi har en langsigtet interesse i at udvikle de enkelte markeder. Vi er glade for at arbejde sammen med CFE om det,« siger Michael Zarin.

Mexico har til dato installeret vindmøller med en samlet kapacitet på 2569 MW ifølge tal fra CFE. Vestas har leveret 406 MW til landet og har desuden en række projekter på vej. Dels har selskabet annonceret to ordrer på samlet 248 MW i år, dels er der det uforløste Mareña-projekt i spil.

Mareña-ordren på hele 396 MW kom i hus hos Vestas i 2012, men projektet blev forsinket af lokal modstand. Seneste meldinger er dog, at projektejeren Macquarie og de andre parter fortsat arbejder på at få projektet gennemført - dog under meget anderledes forhold end oprindeligt planlagt.

TV: Vestas vinder ny kæmpeordre til amerikansk mastodont