Vestas i ny lappeløsning i Centraleuropa

Vestas har endnu ikke fundet en permanent afløser på posten som direktør for selskabets aktiviteter i Centraleuropa.

Klaus Steen Mortensen - Vestas Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen

Det sidste års tid har den tidligere Nordex-topchef Thomas Richterich ageret midlertidig afløser på direktørposten, men han har officielt sidste dag i Vestas i morgen tirsdag.

For at lukke hullet efter Richterich har Vestas udpeget Klaus Steen Mortensen som ny midlertidig afløser - foruden at han som hidtil skal passe jobbet som administrerende direktør for Vestas Nordeuropa.

Ifølge Vestas-pressechef Michael Zarin er der intet uventet i Richterichs afgang, idet det hele tiden var planen, at han blot dækkede ind midlertidigt.

- Vi er stadig processen med at finde en permanent afløser, og i mellemtiden vil Klaus Steen Mortensen, chef for de nordeuropæiske aktiviteter, midlertidigt også blive ansvarlig for Centraleuropa. At han i forvejen er i selskabet vil sikre en stor del kontinuitet, siger Michael Zarin.