Vestas i bølgegang på børsen: Derfor falder aktien

Markedet tog godt imod Vestas' regnskab for andet kvartal, men gik af ballonen op ad formiddagen, hvor Vestas-aktien igen faldt drastisk. Ved middagstid ligger aktien i et dyk på 3,3 procent.

Vindmøllegiganten Vestas har opjusteret forventningerne til året efter regnskabsårets andet kvartal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Investorerne kunne umiddelbart lide, hvad de så i Vestas' regnskab for andet kvartal. Men begejstringen faldt hurtigt igen.

Vestas offentliggjorde onsdag morgen klokken 8.30 regnskab for andet kvartal, og det bød blandt andet på en opjustering af forventningerne til EBIT-marginen, ligesom ordreindgangen overraskede positivt.

Vestas satte gang i markedet ved at levere en bruttomargin på 19,4 procent, hvor analytikerne ellers kun havde 15,2 procent ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.

Men mens topledelsen i form af koncernchef Anders Runevad og finansdirektør Marika Fredriksson satte ord på tallene ved en telekonference, skete der usædvanlige ting på aktiemarkedet.Efter at Vestas-aktien efter 20 minutters handel lå i et plus på 3,3 procent, faldt aktien stødt, mens de to topchefer stod på talerstolen og svarede på analytikernes spørgsmål.

»Folk begynder pludselig at tvivle på Vestas' indtjeningsmarginaler og tror, at den stærke bruttomarginal i Q2 er pumpet op af et eller andet ekstraordinært,« siger Jacob Pedersen, aktieanalytiker fra Sydbank.

Han har været aktieanalytiker i 12 år, men Jacob Pedersen måtte alligevel spærre øjnene op, da aktiekursen begyndte at falde.

»Jeg er overrasket over, at Vestas-aktien falder oven på så godt et regnskab med så stærke signaler i forhold til indtjening, og en opjustering, som godt nok ikke rammer det niveau, som konsensus ligger på, men hvem i alverden havde forventet det? Jeg undrer mig meget over, at investorerne ikke er tilfredse med det her,« siger Jacob Pedersen.

Under telekonferencen var det blandt andet på tale, at et enkelt offshoreprojekt, solgt til et datterselskab, kan have givet en unaturlig høj margin i halvåret.

Analytikerne havde rettet fokus på salgsmikset for halvåret, men topchef Anders Runevad understregede også - igen - at man søgte stabilitet på markedet.

»Selvfølgelig ligger der et element af et godt salgsmiks, det har vi også oplevet i andre kvartaler. Men Vestas' finansdirektør gentog så mange gange på telekonferencen, at cost out-processen også var en meget stærk driver af profitabilitetsforbedringerne, så jeg synes, det er en vild reaktion,« siger Jacob Pedersen om aktie-faldet.

Aktieanalytikeren mener ikke, der er risiko for, at Anders Runevad puster en større Vestas-ballon op, end selskabet kan håndtere.

»Selvfølgelig farer man frem med lempe,« siger Jacob Pedersen, som mener, »der er nogle, som har set spøgelser.«

»Når Vestas leverer så stærk en bruttomarginal, så forventer jeg ikke, man kan levere det samme de næste 10 år. Jeg ved godt, der ligger noget ekstraordinært i den. Men at tro, det hele er ekstraordinært, og der slet ikke er et gran af, at man er blevet dygtigere til at producere møller, det er at se spøgelser,« siger han.

Ved middagstid ligger aktien nede med 3,3 procent.