Vestas henter ordre i Tyrkiet

Vestas har hentet en ordre på 44 megawatt, MW, i Tyrkiet, fortæller vindmølleproducenten i en meddelelse torsdag eftermiddag.

Foto: Malte Kristiansen
Ordren er på 22 stk. V100-2,0 MW-møller, der skal leveres i første kvartal 2014, og kunden er Kangal Elektrik Uretim, der opfører en vindpark i Sivas-provinsen, fremgår det.

Idriftsættelsen af møllerne ventes i tredje kvartal næste år.

Aftalen indeholder levering, installation og idriftsættelse af møllerne samt en såkaldt availability-aftale på otte år, fortæller Vestas, der dermed også skal levere service på vindparken frem til 2022.

Det er det danske selskabs anden ordre til Tyrkiet i fjerde kvartal, idet Vestas hentede en ordre på 23 megawatt til landet den 28. november.

Ritzau/Finans