Vestas henter finsk ordre på 33 MW

Foto: Annelene Petersen. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Der er gang i kuglepennene og kontraktpapiret hos vindmølleproducenten Vestas i disse dage. Tirsdag har Vestas underskrevet endnu en ordre - denne gang på 33 megawatt (MW) til Finland.

Det meddeler Vestas via sin hjemmeside.

Aftalen lyder på ti styk V126-3,3 MW-møller, og kontrakten omfatter installation og idriftssættelse samt en serviceaftale i AOM 4000-klassen. Kunden er Suomen Hyötytuuli.

Leveringen af møllerne er fastlagt til første halvår af 2016, mens projektet ventes færdiggjort i andet halvår næste år.

- Denne ordre bekræfter konkurrencedygtigheden af Vestas' 3 MW-platform på det finske marked. Vi ser frem til at arbejde sammen med Suomen Hyötytuuli for at bringe dette projekt i drift på dette mere og mere vigtige marked, siger Klaus Steen Mortensen, der er direktør for Vestas Northern Europe, i meddelelsen.