Vestas: Har indgået betinget aftale om 200 MW i USA

Vestas er blevet valgt som leverandør af møller med en samlet kapacitet på 200 megawatt til vindmølleprojektet Flat Top i Texas, USA.

Vestas er blevet valgt som leverandør af møller med en samlet kapacitet på 200 megawatt til vindmølleprojektet Flat Top i Texas, USA. (Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix 2014) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Kunden, Alterra Power, oplyser i en pressemeddelelse, at det har lagt en bestilling hos Vestas på levering af 100 møller af typen V110-2,0 MW, og at der ligeledes er indgået en tiårig service- og vedligeholdelsesaftale.

Kontrakterne er ifølge meddelelsen fra Alterra, der er offentliggjort 5. januar, indgået inden for den seneste uge. Efter alt at dømme er det sket før årsskiftet, før den amerikanske støtteordning til vindenergi, PTC, blev nedtrappet til 80 pct. af den oprindelige støtteværdi.

Vestas bekræfter betinget aftale

Vestas bekræfter over for branchemediet Energiwatch, at der er indgået en betinget ordre. Med andre ord er aftalen ikke fast og ubetinget, og den er derfor ikke en del af den omfattende ordrestrøm, som Vestas annoncerede i december.

Af meddelelsen fra Alterra, som også har indgået en konstruktionsaftale med Blattner Energy, fremgår det da også, at der endnu udestår finansiering af projektet.

- Eksekveringen af disse kontrakter positionerer os godt til at finansiere Flat Top og gå ind i den foreløbige konstruktionsfase senere i år. Vi ser frem til at arbejde med Vestas og Blattner som stærke partnere, til sikre at projektet kommer succesfuldt online i første halvdel af 2018, siger Paul Rapp, som er chef for Alterras vindaktiviteter, i meddelelsen.