Vestas' finansdirektør blev fyret for at pynte på tal

Fyringen af den tidligere finansdirektør for Vestas, Henrik Nørremark, handlede ifølge bestyrelsesmedlem om at der var pyntet på tallene.

Foto: bt-jga

Jørgen Huno Rasmussen, tidligere medlem af Vestas' bestyrelse og mangeårig topchef for cementkoncernen FLSmidth, beskylder tidligere finansdirektør for Vestas, Henrik Nørremark, for at have pyntet på tallene med 200 mio. kr. Det fremgår af en afhøringsrapport fra Bagmandspolitiet, som dagbladet Børsen er kommet i besiddelse af.

Det skriver Dagbladet Børsen.

- Det viste sig, at Henrik Nørremark havde forbedret budgetterne i forhold til det bottom up, som han havde fået fra lederne under ham. Altså fra controllerne under ham. Dette medførte en meget kraftig nedskrivning af virksomhedens resultat og var også den officielle grund til, at han blev afskediget, står der i Jørgen Huno Rasmussens forklaring i hans afhøringsrapport til Bagmandspolitiet.

Den bemeldte fyring fandt sted i februar 2012 efter to nedjusteringer. Oktober samme år blev Henrik Nørremark meldt til Bagmandspolitiet og frataget sin fratrædelsesgodtgørelse. Henrik Nørremark bor nu i USA og afviser gennem sin amerikanske advokat alle anklager. Politiet har droppet sagen og afsluttet efterforskningen, men de to parter slås videre ved Retten i Aarhus og i Indien.