Vestas får ordre på 36 møller i Spanien

Vindmølleproducenten Vestas har modtaget en ordre på 36 møller med en samlet kapacitet på 70 MW. Ordren kommer fra Spanien, og det er første gang, at Vestas skal bygge møller i Katalonien.

Foto: Bo Amstrup
- Efter ønske fra kunden er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at oplyse yderligere detaljer om projektets ejer, skriver Vestas.

Ordren fordeler sig på to vindkraftværker, hvor Vestas skal levere 26 møller af typen V90-2,0 MW til det ene og 10 møller af typen V90-1,8 MW til det andet. Det er planen, at begynde leveringen af møllerne i henholdsvis december 2008 og juni 2009, og de to vindkraftværker ventes i drift i juli 2009 og i december 2009.

Katalonien har i øjeblikket vindmøller med en samlet kapacitet på 225 MW, mens området har sat et mål om 1000 MW i 2010.

Ordre påvirker ikke koncernens forventninger til 2007 og 2008.

RB-Børsen