Vestas får forlænget serviceaftale i USA

Vestas har fået en treårig forlængelse af en stor serviceaftale i hus i USA.

Foto: LARRY W. SMITH

Også i de kommende tre år skal Vestas stå for at servicere og vedligeholde de 121 V82-1,65 MW-vindmøller i Whispering Willow East-projektet i staten Iowa. Kunden Alliant Energy har valgt Vestas' AOM 2000-løsning.

Det meddeler Vestas mandag på sin hjemmeside.

Vindfarmen på 200 MW blev opført i 2009 for Alliant Energy, som også ejer tre andre vindfarme ved V82-møller.

Ordren er Vestas' første i 2013. 3. januar indgik vindmølleselskabet dog en endelig aftale om at sælge en vindfarm i Chile.

/ritzau/FINANS