Vestas får bestilling på 50 MW til Norge

Foto: Nikolai Linares.
Læs mere
Fold sammen

Vestas er blevet valgt som leverandør til et projekt på 50 megawatt (MW) i Norge, og kunden har planer om at bestille yderligere 90 MW inden længe.

Det er finske Fortum, som vil opføre Ånstadblåheia-vindfarmen i kommunen Sortland i det nordlige Norge. Det skal der bruges 14 Vestas-vindmøller til, som skal stå klar i 2018, oplyser elselskabet mandag.

Der er tale om møller af typerne V126-3,45 MW, som bliver optimeret til en nominel kapacitet på 3,6 MW hver, oplyser Philippe Stohr, vindenergichef hos Fortum, til Ritzau Finans.

Ånstadblåheia er en del af en portefølje på tre projekter, som Fortum for nylig købte af norske Nordkraft. Nygårdsfjellet på 32 MW, bestående af Siemens-møller, blev bygget i 2006 til 2011.

Det tredje og største projekt, Sørland, får en kapacitet på omkring 90 MW fordelt på 25-30 vindmøller. Det skal stå klar til drift i 2019, og finnerne regner med at lægge planerne for det snart.

- Vi er stadig i planlægningsfasen og har ikke truffet en formel investeringsbeslutning, men hvis vi vil holde vores tidsplan, så skal vi gøre det i de kommende måneder, siger Philippe Stohr fra Fortum.

- For os er det vigtigste at få de bedste møller, der matcher stedet, og Sørfjord er et projekt med meget gode og stærke vindforhold, siger Philippe Stohr, som snart vil sende projektet i udbud hos vindmølleproducenterne og derefter træffe en beslutning.

Fortum har også tidligere været kunde hos Vestas, blandt andet med en ordre på 76 MW, bestående af 22 V126-møller, til den svenske vindfarm Solberg i 2016.