Vestas-direktør antyder aftale på op til 650 tårne

Aftalen om at levere tårne til konkurrerende vindmøllefabrikker kan være til en af de helt store spillere på markedet.

Vestas offentliggjorde onsdag sin første store aftale om levering af tårne til "ikke-Vestas vindmølle projekter", hvilket i praksis vil sige til en konkurrerende vindmølleleverandør, og tallene i aftalen synes klart at indikere, at der er tale om en af de helt store på det amerikanske marked.

I et interview med Ritzau Finans fortæller Vestas' driftsdirektør Jean-Marc Lechêne, at tårnfabrikken i Pueblo - fuldt udnyttet - har en kapacitet til at producere "formentlig op til 1.300 tårne årligt", og ifølge onsdagens meddelelse dækker tårnleveranceaftalen op til 25 pct. af fabrikkens kapacitet over de næste to år. En hurtig udregning de to tal imellem giver en leverance på op til 650 tårne, hvilket tal Vestas dog i samråd med sin kunde ikke ønsker at bekræfte.

Med udgangspunkt i en møllestørrelse på i gennemsnit 2 megawatt svarer det for kunden til leverancer af møller over en 2-årige periode på 1.300 megawatt. Leverancer i den størrelsesorden synes klart at pege på, at aftager er General Electric, der sidder på størstedelen af det amerikanske vindmøllemarked, og tidligere har måttet ty til køb af tårne i Kina for at skaffe nok leverancer til sine opsætninger i USA.

GE's tårnkøb er i øvrigt blevet kritiseret kraftigt, da det er gået ud over de lokale arbejdspladser i USA. GE har dog forsvaret sig med, at købene i Kina var nødvendige, simpelthen fordi der ikke var tilstrækkelig kapacitet blandt de amerikanske tårnproducenter.

Efter et rekord år i 2012 ventes opsætningerne på det amerikanske vindmøllemarked at falde voldsomt i år, hvilket har fået Vestas til at kikke efter mulige kunder blandt de øvrige vindmølleleverandører.

- Vi igangsatte dette initiativ for omkring 2-3 måneder siden. Vi synes, det var en skam, at fabrikkerne ikke var bedre udnyttet. Derfor ønskede vi at arbejde med mulighederne for at få nogle eksterne kunder. Så vi tog kontakt, og det er den første betydelige aftale, der kommer ud af det initiativ, siger Jean-Marc Lechêne til Ritzau Finans.

Aftalen rummer ikke oplysninger om, til hvilke projekter tårnene skal leveres.

- Det kan være til et enkelt projekt, det kan være 10 - det ved vi ikke. Vi ved bare, at vi er klar til at producere et bestemt antal tårne, siger Lechêne. Han tilføjer, at der ikke er tale om, at Vestas åbner op for sin egen tårnteknologi, men at der produceres i henhold til kundens standarder.