Vestas brugte kæmpebeløb på luksusgaver

En indisk samarbejdspartner har fået limousineture og luksusrejser af Vestas i en grad, så det strider mod virksomhedens egne retningslinjer.

Tidligere Vestas-direktør Ditlev Engel er i dag formand for vindinvestoren SE Blue Renewables og tænketanken Big Future 2025. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Luksusferier, yacht og limousinekørsel er nogle af ingredienserne i det, der giver Vestas en slem mavepine. Rakesh Bakshi, direktør for det indiske selskab RRB Energy, har i samarbejdet med Vestas haft hang til dyr luksus, og Vestas har i vid udstrækning stillet sig til rådighed for inderens tilbøjeligheder, selvom det var imod virksomhedens retningslinjer. Det skriver Børsen mandag.

Det er usikkert, hvor mange penge, der helt præcist er blevet spenderet på den rige inder, men Vestas har blandt andet givet Bakhshi og hans familie en ferie til Danmark, Norge og Frankrig til 700.000 kroner. Det fremgår af tidligere direktør Ditlev Engels forklaringer til bagmandspolitiet i 2013.

»Beløbet – Cirka 700.000 kroner for tre uger – var alt for højt, og Vestas holder generelt fanen højt, hvad den slags angår. Det er en adfærd, der er beskrevet i Vestas’ Code of Conduct,« forklarer Ditlev Engel til Bagmandspolitiet.

På trods af Engels egne reservationer over for det høje udgiftsniveau, var han selv vært for en luksuriøs middag for den indiske samarbejdspartner og hjalp med at arrangere privatfly fra Aarhus til København efter middagen i Ditlev Engels private bolig.

I forbindelse med sagen blev finansdirektør Henrik Nørremark fyret, og i december 2012 anmelder Vestas ham til Bagmandspolitiet for at indgå aftaler med det indiske firma RRB Energy for 140 millioner kroner. Ifølge Vestas har Henrik Nørremark godkendt de enorme summer, selvom de er i åbenlys strid med firmaets retningslinjer.

Bagmandspolitiet har imidlertid droppet at rejse sag mod Henrik Nørremark på grund af manglende beviser.